Håndbold: Lemvig-Thyborøn overrumpler BSV's stjerneparade

I løbet af det sidste kvarter satte Lemvig-Thyborøn gæsterne fra BSV på plads og vandt 35-31.

Michael V. Knudsen scorede flere gange, men BSV kunne ikke tage sejren (arkivbillede). Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Håndboldherrerne fra Lemvig-Thyborøn tog en stor skalp i Primo Tours Ligaen fredag aften mod et stjernebesat mandskab fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV).

På hjemmebane i Lemvig vandt det ellers pointløse hjemmehold med 35-31 over de gæstende forhåndsfavoritter, der dermed indkasserede sæsonens første nederlag.

Læs også Grønt partnerskab: Skjern Håndbold indgår i bæredygtigt budskab

Gæsterne havde blandt andre profiler som Nikolaj Markussen, Johan Hansen, Michael V. Knudsen, Jesper Nøddesbo og Nikolaj Øris på holdkortet, men det var ikke nok til tæmme et målfarligt hjemmehold.

BSV var foran fire gange med et enkelt mål i første halvleg, men det var hjemmeholdet, som kunne gå til pause med en smal føring på 14-13.

Kampen var lige frem til 22-22, men så scorede Lemvig fire gange i træk på lidt over to minutter, og så var der skabt et hul, som BSV aldrig fik lukket.

Med ni scoringer hver blev Jonas Langerhuus og Jesper Kokholm delte topscorere for hjemmeholdet.

Kampen i tal

Lemvig/Thyborøn-Bj.bro/Silk. 35-31 (14-13).

Lemvig/Thyborøn:  Jonas Langerhuus 9, Jesper Kokholm 9, Rasmus Porup 5, Christian Sabroe 4, Jørgen Rasmussen 4, Mathias Porsholdt 2, Pelle Guldager 2.

Bj.bro/Silk.:  Johan Hansen 8, Michael V. Knudsen 6, Nikolaj Øris Nielsen 4, Nikolaj Markussen 3, Sebastian Skube 3, Jacob Lassen 2, Mads Kjeldgaard Andersen 1, August Pedersen 1, Klaus Thomsen 1, Jesper Nøddesbo 1, Kasper Larsen 1.

Udvisninger: Lemvig/Thyborøn 2, Bj.bro/Silk. 2.

/ritzau/