Laura er Danmarks første kvindelige maskinfører

18-årige Laura Lemming fra Thise blev i dag Danmarks yngste uddannede maskinfører og hun er også den første uddannede kvinde i sit fag.

Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

I disse uger afslutter en masse unge mennesker deres uddannelser og får deres beviser. Det gælder også eleverne på Mercantec. Her er 11 maskinførere netop blevet færdige, heriblandt Danmarks første kvindelige maskinfører.

- Du har så mange kræfter at gøre med. Når du sidder inde og bare rykker to centimeter på et håndtag, så sker der ekstremt meget ude foran dig, siger Laura Lemming fra Thise.

Torsdag blev hun Danmarks yngste uddannede maskinfører. Samtidigt er Laura Lemming også den første kvinde, der tager uddannelsen til maskinfører, og det er bestemt ikke noget, der gør glæden mindre på dagen, hvor hun får sit eksamensbevis. 

Så kan det godt ske, at man kan bestige Mount Everest, men det her, det er drømmen, der lige er gået i opfyldelse.

Laura Lemming, Danmarks første uddannede maskinfører, Thise

- Det er endnu federe. Det er toppen af alt, altså. Så kan det godt ske, at man kan bestige Mount Everest, men det her, det er drømmen, der lige er gået i opfyldelse, siger en storsmilende Laura Lemming.  

Underviser: Vi har været nødt til at omskrive vores vittigheder 

Laura Lemming har taget uddannelsen i Mercantec Ulfborg. Resten af holdet er drenge og underviserne på uddannelsen er mænd. Tilstedeværelsen af den første kvinde på uddannelsen er ikke gået ubemærket hen.
 

Det er ikke småting Laura Lemming nu skal arbejde med.

-  Vi har været rigtig glade for det herude. At der kom en pige, har vi ventet på i mange år, så det er supergodt, siger Jens Suusgaard, der er underviser på Mercantec. 

- Man kan sagtens mærke det inde i klassen, at der er en pige. Vores vittigheder underviserne imellem har vi også været nødt til at omskrive.... I hvert fald lige i starten. Indtil vi fandt ud af, at Laura hun er lige så slem som alle andre. Men det er rigtig godt, det giver en hel anden dynamik i klassen, siger Jens Suusgaard.  
 

Underviser Jens Suusgaard giver håndtryk på eksamensbeviset.

I fars fodspor

Det er ikke bare et fag, der normalt opfattes som et mandefag, som Laura Lemming nu skal prøve kræfter med. Hun er også fulgt i fodsporene på sin helt, hendes far Lars, der også selv er uddannet maskinfører.

- Da jeg hørte om uddannelsen, stod jeg som en lille pige. Og ja, far var helten, og så var det da det, man skulle, siger Laura Lemming.

Lars Lemming var i dag en stolt far.

- Det er da lækkert. Som den første kvindelige maskinfører, så er det da alletiders, siger Lars Lemming.
 

Der var også kram fra far, da Laura Lemming blev den første uddannede kvindelige maskinfører.

Uddannelsen er mandsdomineret og det samme bliver arbejdspladsen, men Lars Lemming tror ikke, at det bliver et problem for datteren.

- Ja, det kan måske nok blive svært. Men ikke sværere end at hun nok skal klare det også. Jeg tror, det lykkes. Hun er stærk, siger Lars Lemming, der selv kender alt til omgangstonen fra sine år som maskinfører.

På Mercantec håber de langt fra, at Laura Lemming bliver den eneste kvinde, der vælger maskinføreruddannelsen.

- Nu er vi nødt til at sige, at det her også er et kvindefag. Det er godt. Vi håber, der kommer mange flere i fremtiden, siger Jens Suusgaard.

Laura Lemming har allerede sikret sig et job. Hun begynder på mandag på byggeriet af Holstebromotorvejen.

Uddannelsen som maskinfører tager 2 år.

02:05

11 elever færdiggjorde i dag deres uddannelse på Mercantec i Ulfborg. En af dem var den første kvindelige maskinfører, Laura Lemming.

Luk video