Landsholdsprofil stopper i TTH

Kristina Kristiansen forlader Team Tvis Holstebrotil sommer. Det erfarer TV 2 Sportscenter.

kristina_kristiansen.jpg

Landsholdsstjernen Kristina Kristiansen - også kaldt Mulle - stopper i Team Tvis Holstebro til sommer, erfarer TV 2 Sportscenter. Den 25-årige playmaker har meddelt Team Tvis Holstebro, at hun smutter efter denne sæson.

Holstebro-holdet havde egentlig kontrakt med Kristina Kristiansen frem til sommeren 2016, men playmakeren har - som den eneste i truppen - en klausul i hendes kontrakt, der gør det muligt for hende at smutte, hvis Niels Agesen ikke længere skal dirigere holdet.

For nyligt blev Niels Agesen opsagt som træner for Holstebro-damerne efter nuværende sæson. Han skal fra sommerferien være træner for Nykøbing Falster Håndbold.

Det er stadig uvist, hvorhenne Kristina Kristiansen skal spille efter sommerferien.

TV MIDTVEST har været i kontakt med Team Tvis Holstebros næstformand, Jørgen Hansen, der ikke vil bekræfte oplysningerne.