Lækage fundet i Grønbjerg

Det var et sprængt vandrør i et hus, der står tomt, som var den lækage vandværket i Grønbjerg ikke kunne finde.

500 m3 vand. Så meget vand nåede at løbe ud i kloakken, inden en husejer i Grønbjerg opdagede, at det var i hans hus, at et vandrør var sprunget.

Vandværket opdagede lækagen i søndags, men først onsdag fandt man frem til, hvor det var, vandet fossede ud. Det skete efter mediernes omtale af sagen. Manden som ejer huset bor nemlig i Herning, og huset har stået tomt hele vinteren. 

Stor ekstraregning

Den uheldige huseejer kan nu se frem til en ekstra vandregning på op mod 17.000 kroner, fordi bruddet er sket efter husets stophane.

Grønbjerg Vandværk pumper i gennemsnit 150 m3 vand i døgnet ud til sine forbrugere. I de dage, hvor vandet løb ud af det sprængte rør var forbruget oppe på 280 m3 i døgnet.