Knivstikkeri: Pædagog får ikke mén

Knivstikkeri: Pædagog får ikke mén

Pædagogisk medarbejder udsat for knivstikkeri er ved godt mod.

En pædagogisk medarbejder ved Fonden Sparta, et socialpædagogisk opholdssted i Sunds, blev tirsdag udsat for et knivstik af en beboer fra opholdsstedet.

På sygehusetMedarbejderen blev efter overfaldet bragt til Herning Sygehus og behandlet. Han har det efter omstændighederne godt og er ved godt mod. Medarbejderen var på intet tidspunkt i livsfare som følge af overfaldet.

Efter den viden, som Fonden Sparta har på nuværende tidspunkt, ser det ud til, at medarbejderen ikke får mén efter overfaldet, oplyser Sparta i en pressemeddelelse.

Afsoner behandlingsdom

Beboeren er idømt en behandlingsdom, og har derfor haft ophold på Fonden Sparta i det seneste år. Fonden Sparta har sammen med beboerens hjemkommune og Kriminalforsorgen udarbejdet en handleplan for beboeren. Forløbet er gået over forventning, og Fonden Sparta har ikke haft indikationer om, at den pågældende beboer kunne handle som sket.

Kniv i maven

Medarbejderen er erfaren og har gennem ca. 8-10 år arbejdet på socialpædagogiske opholdssteder.Medarbejderen havde en beboer med i et byggemarked i Sunds, og medarbejderen fik mistanke om, at beboeren havde taget noget fra butikken. Da den 18-årige beboer blev konfronteret med det, stak han medarbejderen med en kniv i maven.

Alvorlig episode

Det er vigtigt for ledelsen hos Fonden Sparta at understrege, at de ansatte er Fonden Spartas vigtigste ressource. Derfor tages episoden også meget alvorligt. Der vil nu ske en evaluering af episoden med fokus på sikkerheden, og hvad der kan gøres for at eliminere en risiko for en lignende situation.

 Politiet er nu ved at vurdere, hvilke konsekvenser sagen skal have strafferetligt overfor beboeren.