Kenneth er ramt af sygdom, men det kan ikke stoppe ham

Der skal mere end Parkinsons sygdom til, før Kenneth Rosenberg dropper fodbold.

3:52
Lær mere om holdet i indslaget her.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Ved første øjekast ligner de hvilket som helst andet hold, men det er ikke tilfældet. De Stive Ben er nemlig et ganske særlig hold, hvor alle spillerne lider af den samme sygdom.

Idémanden bag holdet er 52-årige Kenneth Rosenberg fra Holstebro. Han er ligesom de andre spillere ramt af Parkinsons sygdom, en kronisk lidelse, der langsomt bliver værre og værre, men det skal ikke stoppe ham, for han elsker fodbold.

- Jeg tror ikke, at folk med sådan en sygdom blander sig så meget med almindelige fodboldspillere. De gemmer sig lidt. Det er én ulemperne ved den her sygdom. Man er måske lidt bange for at komme ud og socialisere sig. Så er der et fælles rum her for os alle, hvor vi har en god frihed, fortæller han.

Holdet vandt i september de uofficielle nordiske fodboldmesterskaber for Parkinsonsramte.

Kenneth Rosenberg må tage medicin mod sin sygdom hver anden time.
Kenneth Rosenberg må tage medicin mod sin sygdom hver anden time.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Kæmpe forskel

Kenneth Rosenberg fik konstateret Parkinsons, da han var 37 år. Nu mødes han med fodboldspillerne fra hele Jylland ti gange om året.

- Jeg tager en pille hver anden time for at få dagen til at fungere. Det er medicin mod Parkinson. Det er for at erstatte de stoffer vi ikke selv kan producere. Jeg er meget stiv i betrækket. Jeg kan godt mærke, at min højre ben, det er ikke så brugbart lige nu og jeg ryster meget på den ene hånd, forklarer han.

Men det er her, hvor fodbolden kommer ind i billedet. Motionen er sund for kroppen, men det er ikke den eneste fordel.

- Det gør, at jeg føler mig i live. Jeg føler mig fri. Jeg føler, at vi spiller fodbold, slår han fast.

De Stive Ben har spillere fra hele Jylland.
De Stive Ben har spillere fra hele Jylland.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST