Karl Mikkelsen tryller med sine grøntsager: Kan blive Årets Økolog

Karl Henning Mikkelsen fra Brande er én af de otte øko-frontløbere, der dyster om at blive Årets Økolog.

Karl Henning Mikkelsen fra Brande er nomineret til titlen som Årets Økolog. For ham er det et livskald at passe på naturen.
Karl Henning Mikkelsen fra Brande er nomineret til titlen som Årets Økolog. For ham er det et livskald at passe på naturen.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

I løbet af de kommende uger dyster otte danske økologiske landmænd om at blive Årets Økolog. Karl Henning Mikkelsen er én af de otte øko-frontløbere. Han dyrker biodynamiske grøntsager og opdrætter økologisk kødkvæg på 30 hektar ved Brande.

- Planterne er i balance og sunde og har deres immunforsvar i orden, lyder det fra økologen, mens han står i sin mark med friske porrer.

Karl Henning Mikkelsen har drevet økologisk landbrug siden 1997 - siden 2006 som et biodynamisk landbrug ved navn Højbo Biogrønt. Han er stolt af sin nominering til Årets Økolog. 

- Det viser jo, at der er interesse for den måde, vi arbejder på - og der er interesse for den måde, vi behandler jorden, konstaterer han.  

Forening: Vigtigt med rollemodeller

Det er Netto som i samarbejde med Økologisk Landsforening uddeler prisen som Årets Økolog. 

- Vi har rigtig mange landmænd i år og de kommende år, som lægger om til økologi, og for dem er det også vigtigt at kunne se på nogle rollemodeller, der virkelig går foran, lyder det fra Helle Borup Friberg, der er administrerende direktør i Økologisk Landsforening. 

Karl Henning Mikkelsen leverer grøntsager til den lokale Kvickly, til forskellige institutioner og til private kunder, der kommer forbi til en gulerod frisk fra jorden. 

- Når først de har fået gulerødder herude fra, så vil de ikke have andre gulerødder. Og det kan vi jo kun være tilfredse med, siger Karl Henning Mikkelsen stolt.

Med titlen som Årets Økolog følger 100.000 kroner øremærket til at udvikle det økologiske landbrug. Vinderen findes efter en afstemning, der slutter den 20. september. 

1:59
Karl Henning Mikkelsen fra Brande er én af de otte øko-frontløbere, der dyster om at blive Årets Økolog 2018. Han dyrker biodynamiske grøntsager og opdrætter økologisk kødkvæg. For ham er det et livskald at passe på naturen.