Jordskred rammer hovedvej

På Skivevej mellem Skive og Hobro har regnen hertil eftermiddag forårsaget et jordskred.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Hvis man i øjeblikket bevæger sig på vejstrækningen mellem Skive og Hobro, skal man være opmærksom på et jordskred, der har ramt vejen. Det oplyser Midtjysk Brand og Redning.

Jeg vurderer, at det ikke er farligt at køre på strækningen. Det kan give stenslag eller lignende skader på bilen, så man skal være opmærksom...

Rasmus Klüver Jensen, Indsatsleder, Midtjysk Brand og Redning

- Det er jord fra en sideløbende grusvej, der på grund af regn er skyllet ud over vejen, oplyser Rasmus Klüver Jensen, der er indsatsleder hos Midtjysk Brand og Redning.

Læs også Voldsomt vejr: Risiko for kraftig regn og torden natten til lørdag

Jordskredet er sket ud for Skivevej 101 i nærheden af Klejtrup Sø. Beredskabet fortæller, at man skal være opmærksom på større sten, der ligger på vejen, hvis man kører forbi stedet. Midtjysk Brand og Redning har forladt området, men Vej og Park er blevet tilkaldt for at stå for oprydningen.

- Jeg vurderer, at det ikke er farligt at køre på strækningen. Det kan give stenslag eller lignende skader på bilen, så man skal være opmærksom, men det burde være ufarligt, hvis folk ellers kører forsvarligt, oplyser indsatslederen.

Det forventes, at oprydningen bliver foretaget i løbet af eftermiddagen.