Jobpatrulje kritiserer unges arbejdsforhold

Efter to ugers jobpatrulje rundt i det midt og vestjyske, råber fagforening nu op. - Tal med jeres børn om deres fritidsarbejde, lyder det.

Jobpatruljen arbejder for at oplyse de unge og deres rettigheder og pligter i arbejdsmarkedet.
Jobpatruljen arbejder for at oplyse de unge og deres rettigheder og pligter i arbejdsmarkedet.
Foto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix

Hvad laver du, når du er på arbejde? Kan du lide dit arbejde? Er du tryg ved det?

Sådan burde det, ifølge Jobpatrulje Midt Vest, i langt højere grad lyde, omkring spisebordet, hvis der er unge fritidsjobbere i hjemmet.

Jobpatruljen har besøgt 1449 virksomheder rundt i det midt- og vestjyske. De har i alt snakket med 339 unge fritidsjobbere. 

- Vi laver det her arbejde, for at oplyse de unge om deres rettigheder og pligter på arbejdsmarkedet. Vi oplever nemlig, at der er rigtig mange unge, der ikke ved, hvad de har krav på, siger Henrik Kristensen, der er faglig sekretær i 3F i Holstebro.

Har du snakket med dit barn i dag?

Det mest opsigtsvækkende ved Jobpatruljens rundtur i landsdelen er manglen på samtale mellem forældre og de unge.

- De unge er meget autoritetstro. De gør bare, hvad deres chefer beder dem om. Derfor er det vigtigt, at snakke med forældre. Så kan det være, at der er alarmklokker, der ringer, siger Henrik Kristensen. 

Det er ni fagforeninger, der er gået sammen i Jobpatruljen. De har blandt andet besøgt unge fritidsjobbere på restaurenter, supermarkeder og hoteller rundt i landsdelen.

De unge må selv finde afløsere

En anden opsigtsvækkende erfaring, som Jobpatruljen gjorde sig er, at rigtig mange unge er tvunget til selv at finde en afløser, hvis de bliver syge.

65 ud af de 330 unge fritidsjobbere har svaret ja til, at der er krav om, at de selv skal finde en afløser, hvis de bliver syge.

- De unge får at vide, at de selv må finde en afløser, men det må de ikke. Det er virksomhedens eget ansvar, siger Henrik Kristensen.

Derudover har 183 ud af de 330 unge svaret, at de ikke får løn under sygdom.

- Det er jo helt vildt. De bliver snydt for penge, og det er ikke i orden, siger Henrik Kristensen, der er faglig sekretær i 3F i Holstebro.