Ven delte sexvideo af Sofie: Jeg havde aldrig troet det ville ske for mig

17-årige Sofie Fey havde sex til en privat fest. Akten blev optaget og videoen delt. I de seneste ni måneder har hun kæmpet for at komme ovenpå igen.

Sofie Fey troede, hun var i trygge rammer blandt venner, da hun havde sex med en dreng i sin omgangskreds. Men nogen til festen filmede samlejet og delte videoen via sociale medier.
Sofie Fey troede, hun var i trygge rammer blandt venner, da hun havde sex med en dreng i sin omgangskreds. Men nogen til festen filmede samlejet og delte videoen via sociale medier.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST
Opdatering

Opdateret

  • Faktaboks med oplysninger om dommen tilføjet.

Sofie Fey fra Ikast ligner måske nok de fleste andre teenagere. Men måske er hun i dag stærkere end de fleste andre 17-årige piger.

I sidste uge blev en ung mand, hun opfattede som sin ven, idømt 40 dages betinget fængsel og 60 timers samfundstjeneste ved retten i Herning.

Den jævnaldrende dreng blev dømt for at optage og dele en video af Sofie Fey, der havde sex med en anden dreng i omgangskredsen.  

- Hvis jeg kan komme ud med det, så er der måske nogle andre piger eller drenge, der også kan komme ud med det. Hvis de har været bange for det. Jeg var i hvert fald megabange for bare at sige det til min mor, siger Sofie Fey.

I dag fortæller Sofie Fey sin historie. Hun håber, den kan hjælpe andre i en lignende situation. 

Overraskelsen 

Hvad angår hendes omgangskreds og deres interne kommunikation blandt andet på sociale medier, ligner hun formentlig de fleste andre teenagere. Imellem hende og vennerne deles dagligt masser af beskeder, billeder og videoer. 

For ni måneder siden opdagede Sofie Feys veninde, at en video af Sofie Fey blev delt blandt nogle fælles drengevenner. En grænseoverskridende video, hvor Sofie Fey havde sex med en dreng i omgangskredsen. 

- Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde slet ikke set den komme. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at der blev åbnet en dør, siger Sofie Fey om den intime situation, der mod hendes vidende og vilje blev foreviget af et mobiltelefonkamera til en privat fest.  

Hun har stadigvæk aldrig selv set videoen. Men hun har en klar ide om, hvad den viser.

- Jeg tror bare, det er mig og ham, der har sex, siger hun og holder så en pause. 

- Bagfra tror jeg.

1:12
- Jeg kan ikke rigtig forstå, hvordan et andet menneske kan tænke i sit hoved, "Nå, det ville da være sjovt, hvis jeg lige gjorde det her". Det forstår jeg ikke. Se interview med Sofie Fey her. 

Sammenbruddet 

Selv om hun altså ikke selv havde set videoen, så gik det hurtigt op for hende, at den eksisterede. 

Ikke bare eksisterede videoen, men den var blevet delt blandt andre unge. De fleste var nogen, hun anså for at være venner. Den klare ide hun havde om, hvad videoen viste, var nok til at få hendes verden til at slå revner. 

- Det er megagrænseoverskridende. Helt vildt, siger Sofie Fey. 

- På en måde er det megahårdt. Jeg havde aldrig troet, at det ville ske for mig. At nogen af mine rimelig gode venner ville gå bag om ryggen på mig, på den måde.

Hun fortalte sin mor om videoen, og dagen efter tog de sammen kontakt til politiet.  

- Nogle gange kan jeg tænke, at var det da bare sket for naboens datter, siger Sofies Feys mor, Sussi Fey. 

De seneste ni måneder er det gået fremad for Sofie Fey. Langsomt fremad. Men den mentale rejse mod accepten og den fulde erkendelse af, at en video af hende i en intim situation måske stadig eksisterer et eller andet sted, har været hård. Og er det stadigvæk i dag.

- Jeg har haft en hel masse nedture, hvor jeg har haft de her meltdowns. Hvor jeg bare har brudt fuldstændig sammen. Og jeg har været ved min mor og græde flere gange. Det er nogle gange så slemt, at jeg ikke har kunnet komme i skole. Jeg har bare slet ikke kunnet være omkring folk. Eller slet ikke kunnet have noget omkring mig. Andet end at ligge i min seng, siger hun.    

Dommen

Dommen over den unge mand, der filmede de to have sex og efterfølgende delte videoen, faldt ved byretten i Herning i sidste uge. I retten erkendte han alle anklagepunkter og modtog dommen. 

Selv om dommen sætter et foreløbigt juridisk punktum i sagen, er den langt fra afsluttet for Sofie Fey. 

- Jeg var tilfreds, da jeg...øhhm. Men jeg har det jo stadig megadårligt. Nogle dage har jeg det jo stadig, som jeg plejede at have det. Der kan måske gå en uge, imellem at jeg ikke kan være i mit eget hoved. Men jeg er rimelig tilfreds, over den dom han fik, siger hun.

Sofie Fey er ikke færdig med at bearbejde oplevelsen. Hun har valgt at fortælle sin historie, til trods for at den stadigvæk gør ondt.

- Jeg ved jo ikke 100 procent, hvem der har set den. Måske, hvis jeg går i byen, hvis der er en eller anden fyr, der har set den, så har jeg det bare megaubehageligt med, at der stadig er nogen, der har set mig, siger Sofie Fey. 

Forholdet til en del af vennekredsen, hun følte sig hjemme i, bliver ikke det samme igen. 

- Jeg har haft virkelig svært ved at stole på mine venner. Mange af dem i hvert fald. For jeg ved ikke rigtig, hvor jeg har dem henne. 

- Vi har brug for at fortælle om det, siger mor, Sussi Fey. Der skal meget mere fokus på. Jeg tænker, vi skal ind der, hvor det rør følelsesmæssigt. Det er ikke nok, at man får at vide, at man kan få en dom, når man er over 18. Jeg tror, det er vigtigt, at man har fokus på, hvad gør det egentlig ved den her pige, som det går ud over. Eller dreng, siger Sussi Fey. 
- Vi har brug for at fortælle om det, siger mor, Sussi Fey. Der skal meget mere fokus på. Jeg tænker, vi skal ind der, hvor det rør følelsesmæssigt. Det er ikke nok, at man får at vide, at man kan få en dom, når man er over 18. Jeg tror, det er vigtigt, at man har fokus på, hvad gør det egentlig ved den her pige, som det går ud over. Eller dreng, siger Sussi Fey. 
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Stærkere

Sofie Fey får støtte af sin familie. Også til at stå frem og fortælle om den oplevelse, der også har vendt familielivet på hovedet de seneste ni måneder.

- Vi snakker utrolig meget om det, siger Sofies Feys mor.  

- Ja, vi er en familie, der snakker sygt meget om alle problemer egentlig. Det synes jeg faktisk, at vi er megagode til, følger Sofie Fey op. 

Hvordan har Sofies oplevelse ramt familien?

- Det har været hårdt, siger Sussi Fey uden at tøve. 

- Også fordi, jeg har kunnet se min datter nærmest gå i opløsning. Det har påvirket resten af familien på grund af hendes humørsvingninger, som hun jo bare slet ikke kan gøre for, at hun får, siger Sussi Fey. 

Sussi Fey erkender, at hun heller ikke havde set situationen komme. 

Hun har talt åbent med sin døtre om de farer, der kan være ved at være en ung pige i nattelivet. For eksempel har hun lært dem, at man ikke går tilbage til en drink, man har haft ude af syne på en bar eller et diskotek.

Men hun havde heller ikke forestillet sig, at hendes datter kunne ende her efter en privat fest i hendes egen vennekreds. Den situation havde hun ikke forberedt sin datter på.   

- Nej, ikke lige det der. Jeg tænker, det her kan man jo godt styre. Altså hvem du lige er sammen med. Og når det så er foregået i privat regi, og det faktisk er vennegruppen, så tænker man bare slet ikke, at de kan finde på at offentliggøre sådan noget. Så nej, det har jeg faktisk ikke været god nok til, siger Sussi Fey.  

Sussi Fey mener, at hendes datter er blevet stærkere af oplevelsen.

- Selvfølgelig ville jeg helst have været helt foruden, at hun skulle være igennem det her, begynder hun.

- Men det har virkelig også gjort hende stærk på en eller anden måde. Også det, at hun nu har lyst til at stå frem og fortælle om det, siger Sussi Fey.  

Sofie Fey håber selv, at hendes historie kan hjælpe andre med at blive stærkere.

- Jeg tror, der er megamange piger, der er megausikre på, om de overhovedet skal sige det, siger Sofie Fey.   

- Jeg kan ikke rigtig forstå, hvordan et andet menneske kan tænke i sit hoved, "Nå, det ville da være sjovt, hvis jeg lige gjorde det her". Det forstår jeg ikke. Jeg synes bare, at den person skulle tænke lidt over, hvad der ville ske med de personer, det går ud over. For mig har det i hvert fald været forfærdeligt. Virkeligt. 

4:24
Sidste år kørte den store Umbrella-sag om deling af sexvideoer. Se et indslag om sagen her: Sagen, hvor over 1.000 unge er blevet sigtet for at dele en video med seksuelt indhold med 15-årige medvirkende, var i dag det helt store samtaleemne på Ringkøbing Gymnasium