Butiksejer begår selvtægt: Jeg får ikke noget hjælp af politiet

Robin Jeppesen ved godt, at det var ulovligt at dele overvågningsbillederne fra indbruddet, men han mener, at det var nødvendigt.

Robin Jeppesen tog sagen i egen hånd, da han ikke syntes, at politiets hjælp var tilstrækkelig.
Robin Jeppesen tog sagen i egen hånd, da han ikke syntes, at politiets hjælp var tilstrækkelig.
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Selvom det er ulovligt, har en butiksejer valgt at dele billeder af to butikstyve.

Robin Jeppesen havde mandag to langfingrede kvinder på besøg i sin butik Dansk Outlet Ikast ApS.

- Jeg gør det af den simple grund, at jeg synes, det er frustrerende, at når jeg kontakter politiet, så får jeg ikke noget hjælp. Udover at jeg kan sende dem en mail.

- Og så ender man et sted i deres system et eller andet sted, siger den frustrerede butikschef.

Robin Jeppesen, der er butikschef i Dansk Outlet Ikast ApS valgte så at dele overvågningsbillederne på butikkens facebookside.

Hurtigt blev opslaget delt mere end 400 gange og fik mange kommentarer. I opslagets kommentarfelt er der overvejende opbakning til Robin Jeppesen.

Blandt andet Allan Rabjerg der skriver, at butikschefen bare gør det arbejde politiet ikke har ressourcer til.

 
 
Foto: Hans Vittarp

Men der er også flere, der synes at det er over stregen.

Blandt andet Tine Werner, der tænker på, at opslaget kan få konsekvenser for familien til kvinderne på overvågningsvideoen.

 
 
Foto: Hans Vittarp

Opslaget gav pote

Det er ulovligt og kan give bødestraf at offentlige overvågningsbilleder uden politiets tilladelse. Men selvom det er ulovligt, fortryder Robin Jeppesen ikke.

 - Vi har før haft succes med at dele det på den her måde og jeg synes ikke, man får den hjælp man skal af politiet, forklarer han.

Opslaget har ifølge Robin Jeppesen ført frem til oplysninger om, hvem kvinderne på overvågningsvideoen er.

Oplysningerne er videregivet til politiet der også har modtaget en anmeldelse i sagen fra Robin Jeppesen. Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Midt- og Vestjyllands politi.

Facebook opslaget er blevet fjernet fra butikkens Facebook-side igen.

2:22