Fik 2.992 kroner for meget: Kok dømt i sag om hvidvask

Restauratør i Ikast, Morten Vestergaard Thomsen, blev dybt fortørnet over en bøde. Nu er der faldet dom.

1:17
Se Morten Thomsen reagere på sin dom her.

Kokken Morten Vestergaard Thomsen fra Ikast tænkte ikke over, at det kunne blive et problem, da han i sommers indbetalte 52. 992 kroner i kontanter på sin firmakonto.

Men det blev det.

Beløbet er 2.992 kroner højere, end loven tillader, da en erhvervsdrivende ikke må modtage kontantbetalinger på mere end 50.000 kroner for at forhindre hvidvask. Han fik derfor en bøde på 10.000, som han valgte at gå rettens vej med.

Nu er der faldet dom i sagen, og Morten Vestergaard Thomsen er blevet dømt til at betale en bøde på 5000 kroner i stedet for de oprindelige 10.000. Samtidigt skal han betale for sagens omkomstninger. 

- Jeg har jo også lavet en lovovertrædelse. Det kan jeg jo ikke løbe fra, så det er sådan, det er. Det er dog positivt, at straffen er blevet halveret, men vi skal lige tænke over, om det er noget, vi vil gå videre med. Jeg havde håbet på, at vi var sluppet for at betale den bøde, men det er sådan, livet er, siger han kort efter, han har modtaget dommen. 

2.992 kroner for meget

Hele årsagen til balladen er, at Morten Thomsen indbetalte 52.992 kroner i kontanter til firmakontoen i sin bank. Pengene havde han modtaget som betaling for et selskab, han havde leveret mad til, og som han kunne dokumentere over for sin bank med en faktura på det præcise beløb. 

Banken havde ifølge Morten Thomsen godt nok sagt, at loven dikterer en grænse på maksimum 50.000 kroner og at beløbet bliver indberettet, men fordi beløbet ikke var så meget højere, gik det nok. Men det gjorde det ikke. 

Bagmandspolitiet endte derfor med at sigte Morten Thomsen for hvidvask og gav ham en bøde på 10.000 kroner, som han nægtede at betale, fordi han var uvidende om beløbsgrænsen på 50.000 kroner. Han valgte derfor at gå rettens vej.