Hjernehviskerne

Postevand til 149 kroner: Hvis løgnen er god nok, vil folk gerne tro på den

Vi har testet, hvor meget folk tror på autoriteter. Eksperimentet viser, at hvis historien er god nok, så hopper mange på den.

Hjernehviskerne tester vand i HerningCentret.
Hjernehviskerne tester vand i HerningCentret.

Hvor meget skal der til, før du tror på en historie? Et eksperiment udført af TV MIDTVEST viser, at mange af os er overraskende nemme at overbevise.

I det sidste program med Hjernehviskerne stiller de to hovedpersoner Lasse Kvist og Mikkel Gundersen sig op i HerningCentret med to kander vand. Begge kander er tappet fra samme vandhane på samme tidspunkt og sted - men det ved gæsterne i shoppingcenteret ikke.

Hjernehviskerne udgiver sig for at arbejde med vandsmagning, og mens de lader forbipasserende smage vandet fra begge kander, fortæller de, at der i den ene kande er postevand, mens vandet i den anden kande er udsprunget af en underjordisk kilde. 

Historien er, at kilden dukkede op efter det nylige jordskælv i omegnen af Holstebro. Da de tektoniske plader rykkede sig, kom denne kilde frem, hvor hverken pesticider eller anden forurening nogensinde har været i nærheden af vandet, som altså skulle være ekstraordinært rent. Derfor koster det ikke mindre end 149 kroner for en liter. Det hele er selvfølgelig løgn, men overraskende mange er klar til at købe historien.

- Det smager mere friskt, konstaterer Jan Kallestrup, som er blandt de intetanende folk i centeret. Han er dermed enig med de fleste andre i eksperimentet.

Otte ud af de 11 personer, der blev stoppet, kunne smage forskel på vandet efter de havde hørt Hjernehviskernes historie. Så det er måske en idé til at nøjes med en billig vin til julefrokosten og så bare fortælle en god historie om, hvor dyr den er.

Kvaksalven var for tyk

Efter at have fået forbipasserende til at smage på vandet, fortæller vores to hovedpersoner en historie om, at jordskælvsvandet er så rent, at de overvejer at lave det til en salve, der skal hedde ”quake salve”. Det var dog kun seks af de 11 personer, der fik tilbuddet om at prøve at duppe det under øjnene. Men en tredjedel af dem hoppede på den – altså to personer.

- Jeg havde meget svært ved at holde masken, når jeg skulle fortælle om quake salven, siger Mikkel Gundersen, der er den ene af de to Hjernehviskere.

Eksperimentet med vandet handler om at undersøge, hvordan man kan udstråle autoritet - og hvordan man kan udnytte den autoritet. Målet for Hjernehviskerne i seriens sidste program er at se, om de kan overtale handlende til at give dem deres adresse og bilnøgler. Du kan se om det lykkes lige her:

32:54
Hjernehviskerne laver eksperimenter i HerningCentret for at se, hvordan de handlende reagerer på autoritet. Blandt andet vil de se, om de kan overtale nogle handlende til at overdrage deres bilnøgler.