Hjernesyg henvist til plejehjem - bosted for dyrt

Ringkøbing-Skjern Kommune kritiseres for at anbringe patienter med Huntingtons Chorea på plejehjem i stedet for bosted med speciale i sygdommen

02:19

39-årige Helle Madsen lider af hjernesygdommen Huntings Chorea, men kan ikke komme på et bosted med speciale i sygdommen.

39-årige Helle Madsen fra Ringkøbing lider af den alvorlige hjernesygdom, Huntingtons Chorea. I Herning findes et bosted med speciale i sygdommen. Men her må Helle Madsen ikke bo. Ringkøbing-Skjern Kommune har i stedet givet hende en plads på et plejehjem i Spjald blandt ældre demente.

- I mine øjne handler det kun om økonomi. Også når vi ser på de papirer, vi har fået, mener Helle Madsens far, Kent Madsen, fra Videbæk.

Det er Ringkøbing-Skjern Dagblad, der bringer historien i dag. Ifølge avisen koster bostedet i Herning 250 kroner mere i døgnet, end plejehjemmet i Spjald.

- Jeg vil ikke udtale mig i den konkrete sag. Jeg har tillid til at vores forvaltning vælger det bedste tilbud. I det er der også et hensyn til pris. Det kan lyde kynisk, men det er sådan, det er, skriver formand for Socialudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Karsten Sørensen, i dag til TV MIDTVEST.

Helle Madsen har mand og tre børn.

Langtidschauffør måtte heller ikke komme på bosted

Heller ikke Tove Jensen fra Vorgod kunne få lov at få sin, nu afdøde mand, på bostedet i Herning, af Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Det havde han ellers ønsket. I stedet blev han også anbragt på plejehjemmet i Spjald. I januar begik han selvmord.

Huntingtons chorea forekommer hos fire til otte personer ud af 100.000, og opstår oftest i 30-55 års alderen. 

20:09 Luk video

Se også et længere program om sygdommen, fra 2009:

 

Symptomer på Huntingtons Chorea:

  • De første symptomer kan være forskellige. Nogle får først ufrivillige bevægelser. Det er ofte almindelige velkendte bevægelser, som at sidde uroligt på stolen, køre en hånd gennem håret eller lignende. Ofte generer det ikke den, der foretager bevægelsen. Med tiden bliver bevægelserne ofte mere langsomme vridende og stive.
 
  • Hos andre kan ændring af adfærden være det første symptom. Det kan vise sig som rastløshed, irritabilitet og koncentrationssvigt med tiltagende depression og/eller demens. Efterhånden kan der komme tale- og synkebesvær og siden ofte vægttab.
Kilde: Sundhed.dk