HHX i Viborg oplever stor stigning i antallet af elever

Der er rift om pladserne på handelsgymnasiet i Viborg, der på et år har mærket en stor stigning i antallet af ansøgninger.

Elever lytter 171212.jpg

Der er næsten fuldt booket på handelsgymnasierne efter sommerferien.

På HHX i Viborg er der på bare et år sket en stigning på 15 procent. Nemlig fra 175 elever i 2015 til i alt 201 elever i år. Og det er en udvikling, der imponerer uddannelseslederen på HHX i Viborg.

- Det er virkelig godt. Vi er meget tilfredse med elevantallet, som har haft en flot stigning, siger uddannelsesleder Anita Thøgersen.

 

Bo Lykke Fredsgaard, der er rektor på handelsgymnasiet, mener, at stigningen skyldes, at de unge har fundet ud af, at det batter noget at tage sin studentereksamen på et merkantilt gymnasium. Således skriver Mercantec i en pressemeddelelse til TV MIDTVEST.

-Handelsgymnasiet åbner alle dørene til videregående uddannelse og eleverne får en fagligt udfordrende studietid med en række helt nye fag og muligheder, som de ikke kan få andre steder, siger Bo Lykke Fredsgaard.

 

Iværksætter-spirer

En af de studieretninger, der byder på nye fag er ”Business Talent”, der blandt andet har fokus på virksomhedsøkonomi, finansiering og markedsføring.

- Der er brug for iværksættere i Danmark, og derfor er uddannelsen også rigtig god for unge mennesker, der har drømmen om at starte egen virksomhed, fortæller rektoren fra Viborg Handelsgymnasium.

Og netop 15-årig Julius Cronwald er en af de unge, der har et ønske om at gå på Business Talent, når han efter sommerferien starter på Handelsgymnasiet i Viborg.

- Jeg har altid haft en interesse for økonomi og handel. Det er fedt at blive undervist i, hvordan man gør og få en bredere forståelse af, hvordan tingene hænger sammen, siger Julius Cronwald.

Det er da også fag, der kan blive særdeles brugbare for den unge elev, der drømmer om en fremtid som iværksætter.

- Min store drøm er at eje en webshop. Jeg kunne virkelig godt tænke mig en internetportal med varer, som gør folk glade. Et godt og ordentlig produkt. Jeg ved ikke hvad endnu, men det kunne være apps eller lignende. Og det driver mig, da jeg dermed er med til at skabe noget selv. Det kan jeg godt lide, lyder det fra  Julius Cronwald, der efter sommerferien starter på Handelsgymnasiet i Viborg.