Takt og tone på skemaet: Her skal eleverne lære om høflighed

En efterskole er i fuld gang med at lære om høflighed, pli, respekt og en god omgangstone.

Randi Holwerda er en af de elever, der står bag dagens middagsselskab. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Det er 100 år siden, at Emma Gad skrev bogen ’Takt og Tone’, der lærte sine læsere om tidens vigtigste sociale spilleregler.

Læs også Kan du spise et helt måltid med bøger under armene?

Men er bogens principper håbløst forældede i dag?

Eleverne på Vesterbølle Efterskole i Vesthimmerland har lige nu høflighed, pli, respekt og god omgangstone på skemaet, og i dag har de haft et middagsselskab, hvor alle skulle sidde ordentligt, ikke tale med mad i munden og være så høflige som muligt.

- Vi har lavet en masse retningslinjer for, hvad man skal gøre for at være høflig. Generelt på skolen prøver vi at have en pæn omgangstone, men det er mere vigtigt her, siger eleven Randi Holwerda.

Til dagens middag måtte ingen elever tale med mad i munden. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Stadig aktuelt

En af dem, der står bag dagen, er lærer Christina Lykkegaard. Hun mener, at høflighed, takt og tone også kan noget i 2018.

Vi lever i en tid, hvor der er rigtig meget fokus på individet og det med, at man skal være den bedste udgave af sig selv. Så det med nogle gange at have fokus på omgangen, fællesskabet og den gode omgangstone, det tænker vi er rigtig vigtigt

Christina Lykkegaard, lærer, Vesterbølle Efterskole

- Vi har i vores klasse valgt at have et tema, der hedder Takt og Tone, simpelthen fordi vi som skole i år har ekstra fokus på det her med omgang med hinanden og høflighed. Vi synes selvfølgelig i et samfundsperspektiv, at det er vigtigt at tage nogle af de gamle værdier frem. Det skal bare gøres vedkommende for eleverne, forklarer hun og tilføjer:

- Vi lever i en tid, hvor der er rigtig meget fokus på individet og det med, at man skal være den bedste udgave af sig selv. Så det med nogle gange at have fokus på omgangen, fællesskabet og den gode omgangstone, det tænker vi er rigtig vigtigt.