Han købte en virksomhed, hvor kunderne render og hopper

Hvad har verdensholdet og børnegymnaster til fælles? Begge hopper og springer i dragter, der er designet og leveret fra CHOPAR i Ikast.

Tony Halkær vidste ikke meget om tekstil, da han for otte år siden forlod en chefstilling på Jyllands-Posten.
Tony Halkær vidste ikke meget om tekstil, da han for otte år siden forlod en chefstilling på Jyllands-Posten.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Når landsholdsgymnaster eller Verdensholdet imponerer publikum med hop, spring og graciøse bevægelser, så foregår det i gymnastikdragter fra virksomheden Chopar i Ikast.

Den slags tekstiler vidste Tony Halkjær ikke ret meget om, da han for otte år siden forlod en chefstilling i salgsafdelingen på Jyllands-Posten og købte virksomheden Chopar i Ikast.

Til gengæld havde han godt styr på, hvordan man driver en virksomhed, skaber en positiv medarbejder-kultur og optimerer produktion og salg. Og så havde han bare en brændende lyst til at være herre i eget hus.

- Det er enormt spændende, lærerigt og hårdt. Der er rigtig mange udfordringer at forholde sig til, og målet er jo at få alle til at være en del af det her tandhjul og få det til at fungere, siger Tony Halkær.

- Du har fingrene nede i alt, uanset om det handler om nye IT-systemer, ansættelse af personale eller strategisk planlægning, forklarer direktøren.

 
 
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Stor vækst og høje ambitioner

Det går meget godt med de nye udfordringer. Chopar er blevet et populært tøjmærke i hele Norden, og virksomheden vokser med 15 til 20 procent om året.  Det har givet en nominering til prisen ”Entrepreneur Of The Year 2019”, som revisionsselskabet EY står bag.

Ambitionerne er fortsat høje, og direktørens målsætning er, at Chopar om fem år er dobbelt så stor som i dag.

Virksomheden designer, syr og sælger dragter og træningstøj primært til gymnaster, roere og cheerleaders.  De største kundegrupper er gymnastikforeninger og efterskoler i hele Norden.

Hvad direktøren ikke vidste om gymnastiktøj, har han fået lært. Halvdelen af virksomhedens 25 ansatte har nemlig en idræts-baggrund og kan bidrage med en stor personlig erfaring, når det gælder træningstøj og opvisningsdragter.

Landsholdsgymnast og salgselev

Virksomhedens salgselev Marie Høgh Bukh er landsholdsgymnast, og på hendes skrivebord står flere billeder af hende og gymnastiklandsholdet i dragter fra Chopar.

- Til træning snakker vi meget om, hvilken slags tøj og dragter, der virker og ikke virker, siger Marie Høgh Bukh.

Salgseleven Marie Høgh Bukh har et helt særligt kendskab til gymnastikverdenen.
Salgseleven Marie Høgh Bukh har et helt særligt kendskab til gymnastikverdenen.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Det er fedt at kunne give den viden tilbage til min arbejdsplads, forklarer hun.

Landsholdsgymnasten bliver også ofte brugt som model, når Chopar lægger nye styles ud på Facebook og virksomhedens hjemmeside.

Virksomheden producerer udelukkende efter ordre, og sender mere end 1000 forskellige designs ud af huset om året.

- Vi er meget fleksible, og det er nøglen til vores succes, forklarer Tony Halkjær.

Du kan se et længere program om Chopar herunder:

9:13
 
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST