Frivillige kortlægger fiskearter i Danmark

I dag blev der samlet vandprøver fra 100 forskellige steder langs den danske kyst.

Tina Førby Larsen fra Thisted tog vandprøver i dag klokken 13. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Vandprøverne skal kortlægge fiskearter langs Danmarks kyst. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

400 frivillige hjalp til. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Projektet, hvor frivillige og forskere arbejder sammen, hedder HavBlitz. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Tina Førby Larsen tog prøver ved Thisted Havn. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

1 af 5

I dag tog 400 frivillige danskere vandprøver rundt omkring i landet for at undersøge livet i havet.

Vi var med Tina Førby Larsen fra Thisted, der er en af de frivillige.

Hun havde udstyret klar, da klokken slog et.

Vandprøverne skal bruges i projektet HavBlitz, hvor frivillige skal hjælpe forskere med at blive lidt klogere på, hvad der gemmer sig af liv langs vores kyst.

Skal gøre os klogere på fiskearter

Der skulle i dag indsamles vandprøver fra hundrede forskellige steder langs Danmarks kyst. 

På Thisted Havn var Tina Førby Larsen med måleudstyr, og det var ikke første gang, at hun er med i et projekt som dette.

Læs også Utilfredse kystfiskere mistænker hollandske fiskere for snyd

- Jeg har interesse i natur, miljø og klima, siger hun.

Det er Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet som ud fra prøverne skal kortlægge, hvilke fiskearter, der findes i havet langs de danske kyster.

Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening er glad for, at de mange frivillige vil hjælpe.

Resultaterne kan nemlig give bedre beskyttelse af havet i fremtiden.

- Miljø-DNA er fremtiden inden for naturovervågning, og vi er glade for at kunne involvere vores medlemmer i et så betydningsfuldt projekt, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse.

Fakta om HavBlitz

  • 'HavBlitz' er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Aarhus Universitet, og er del af et større projekt kaldet KYST_SEKVENS, som er støttet af VELUX FONDEN.
  • Projektet forløber i perioden 2019-2020 og vil have involveret 400 af Danmarks Naturfredningsforenings medlemmer ved projektets afslutning.
  • Foreningens medlemmer kan tilmelde sig som indsamlere på havblitz.dk
  • De frivillige vil indsamle vandprøver på 100 forskellige punkter langs den danske kyst.
  • Den første prøvetagning finder sted den 29. september 2019, mens den anden prøvetagning finder sted i foråret 2020.
  • Prøverne bliver undersøgt for miljø-DNA af forskere på Aarhus Universitet og vil vise, hvilke fiskearter der findes i havet omkring Danmark.
  • Resultaterne vil blive offentligt tilgængelige på havblitz.dk og indgå i et Danmarkskort over havets biodiversitet.
  • Kilde: Danmarks Naturfredningsforening
Se mere