Første traktor ankommet til VM i pløjning

En newzealænder er som den første deltager ankommet for at træne til VM i pløjning i Thy.

vmplovweb.jpg

LandboUngdom har nu taget imod den første traktor og plov til VM i pløjning til Vestbo i Hjardemål. Det er new newzealænderen Malcolm Taylor, som kører med vendeplov, der har fået sit materiel sendt til Danmark, da han selv ankommer en af de nærmeste dage for at starte på uofficiel træning.

Malcolm har to traktorer og plove, som han bruger til pløjekonkurrencer. Det ene sæt bruger han hjemme på New Zealand, det andet sæt har stået i England og er blevet kørt til Danmark, oplyser LandboUngdom.

I løbet af de næste par uger vil LandboUngdom modtage flere traktorer og plove, da mange pløjere har taget imod tilbuddet om at leje jord til uofficiel træning forud for det officielle program for VM i pløjning.

VM i pløjning afholdes den 3.-4. oktober 2015 på Vestbo ved Thisted. Der kommer 60 pløjere, 30 dommere og 30 trænere fra hele verden.

Foto: LandboUngdom