Podcast: Folk blev nervøse og ringede efter redningshelikopter til surfer

Casper Steinfath er gæst i denne uges udgave af podcasten Køreturen.

Casper Steinfath, surfer og verdensmester fra Klitmøller.
Casper Steinfath, surfer og verdensmester fra Klitmøller.
Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Han har forholdsvist godt styr på det, når han er på vandet, 25-årige Casper Steinfath fra Klitmøller.

For med fire verdensmesterskaber og en 137 kilometer lang padletur på surfbræt over Skagerak i bæltet, kender han sig selv og sine evner til punkt og prikke.  

Men det er ikke altid helt let for omverdenen at forstå, fortæller surferen i TV MIDTVEST-podcasten Køreturen.

- Jeg må indrømme, at jeg har været skyld i to helikopterudrykninger i min tid. Ikke fordi jeg har været i problemer, men fordi der var nogle, som var bekymret for mig. Det er sket en gang på Vesterhavet og en anden gang på Limfjorden, hvor jeg ville padle til Mors på en træningstur. Det var en helt almindelig padletur med medvind, men der var så en person, der troede, jeg var ved at drive væk fra Thisted Bredning, siger Casper Steinfath.

- Det var bare business as usual for mig. For mig er det som at cykle en tur i medvind. Da jeg så blev hentet på den anden side af fjorden af min far, så vi blå blink og en helkikopter i luften. Jeg tænkte bare nej. Jeg håbede ikke, det var på grund af mig. Men det var mig, de var ude og lede efter, lyder det.

Hvordan kommer jeg ind igen?

Det kan virke ekstremt for almindelig folk at se en surfer langt ude på vandet, men Casper Steinfath slår dog fast, at han aldrig kunne drømme om at tage en uforsvarlig tur i bølgerne.

Casper Steinfath på sit paddleboard. 
Casper Steinfath på sit paddleboard. 
Foto: Fredrik Clement/Outwest Production

- Jeg tror,det er vigtigt at forstå, at vi surfere har et ansvar for at beslutte, hvornår vi går i havet, og hvornår vi ikke gør. Og nogle gange vælger vi at lade være med at gå ud, hvis vi ikke føler, vi har en plan for, hvordan vi skal komme ind igen, hvis tingene går galt.

- Jeg kigger altid kigge på, om det giver mening. Kan jeg se, hvordan jeg kommer ud i bølgerne? Og hvordan jeg kommer ind igen? Så det er en faglig vurdering baseret på mine 25 års erfaring. Men det er en svær problemstilling, for jeg kan selvfølgelig også komme i problemer ligesom alle andre, siger Casper Steinfath.  

På køretur med en surfer

I denne episode af podcasten Køreturen kan du komme helt tæt på Casper Steinfath, der åbent fortæller om sin tilværelse som surfer i Klitmøller.

Det er her, grundstenene til hans mange verdensmesterskaber er blevet lagt. Og det er her, han får sine mange skøre idéer - som da han sidste år padlede fra Danmark til Norge tværs og Skagerrak i minusgrader i marts.

Alt sammen kan du høre meget mere om i podcasten herunder.