Flere benytter Karup lufthavn

Flere benytter Karup lufthavn

Tal for november viser, at passagertallet i Karup Lufthavn havde en fremgang på 31 procent.

Knap en tredjedel flere passagerer benyttede Karup Lufthavn i november i år i forhold til samme måned sidste år. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Lufthavnschef Erik Jakobsen tilskriver flyselskabet Danish Air Transport (DAT) en stor del af æren for det øgede passagertal.

- Det bekræfter jo bare igen, at DAT og Karup Lufthavn er et godt match, siger han til Viborg Stifts Folkeblad.

Ifølge Erik Jakobsen har der nemlig været fremgang hver måned, siden DAT tog over for Norwegian på ruten mellem Karup og København i marts.

Den 25. oktober steg antallet af afgange fra Karup til København til 42 afgange om ugen fremfor de hidtil 33 afgange. Lufthavnschefen mener også, at de ni ekstra ugentlige afgange har været årsag til fremgangen i passagerantallet.