Fire tyve stjal tøj i Sportsmaster

Fire tyve knuste i nat en rude i en sportsbutik i Ikast og slap væk med en del tøj.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Natten til tirsdag stak fire gerningsmænd af med tøj fra Sportsmaster på Strøget 19 i Ikast.

Alarmen gik lidt over tre, og da en patrulje ankom til stedet sammen med vagter fra G4S, var det første de mødte en knust rude i hoveddøren.

- Ruden var blevet knust med en herregårdssten, og ved døren var der tabt en Nike-sweatshirt, siger Bent Smedegaard, sekretariatsleder hos Lokalpolitiet Herning.

Fra sportsbutikken havde tyvene stjålet tøj af mærkerne Nike, Adidas og Peak Performance for et endnu ukendt beløb.

Politiet skal nu i gang med at gennemse videoovervågning fra stedet.

- Vi kan se på overvågningen, at der er tale om fire gerningsmænd, men vi har ikke yderligere signalement af dem, siger Bent Smedegaard.

Sportsbutikken er ejet af Nielsen Sport og er en del af Sportsmaster og Sportigan.