FCM-fans tæskede kvindelig kontrollør

En kvindelig kontrollør blev udsat for vold under FC Midtjyllands kamp mod Hobro. Sagen ligger nu hos politiet, skriver Ekstra Bladet.

FC-Midtjyllands kamp på udebane mod Hobro fredag aften får nu et efterspil hos politiet. En kvindelig kontrollør blev overfaldet mens hun passede sit arbejde i udebaneafsnittet. Det bekræfter sikkerhedschef i Hobro IK, Søren Christensen, over for Ekstra Bladet.

- Det, vi ved og kan se på videoovervågningen, er, at hun opholder sig på tribunen og er i dialog med et par tilskuere, som hænger på et hegn. Det er egentlig en god snak, og man kan se på tv-billederne, at der er smil på læben, siger Christensen.

- Men så opstår der pludselig noget tumult i baggrunden, og så går det hele stærkt. Der sker nogle ting, og hun bliver trykket ned og får nogle slag og spark, siger han.

Meldt til politiet

Hos oprykkerne er man rystet over episoden, og sikkerhedschef Søren Christensen fortæller, at han personligt har taget kontakt til politiet med håbet om, at de ansvarlige kan blive stillet til ansvar.

- Det er ikke hverdagskost. Vi er lettere chokeret over, at det udviklede sig på den måde. Det opstår ud af den blå luft. FCM-tilhængerne bliver ikke provokeret på nogen måde, siger han.

- Jeg har i dag (mandag, red.) været på politigården med det videomateriale, vi ligger inde med, og så håber jeg på, at det alt sammen er tilstrækkeligt til, at politiet vil føre en sag, siger Søren Christensen til Ekstra Bladet.

Den lokale politiafdeling i Himmerland, hvor vicepolitiinspektør Frank Kirkeby Olsen bekræfter over for avisen, at der arbejdes på sagen.

- Jeg er bekendt med, at episoden blev nævnt i forbindelse med gennemgangen af døgnrapporten i morges. Der er optaget en anmeldelse, men mere kan jeg ikke sige lige nu, fortæller han.

På skadestuen

Den forurettede kontrollør måtte en tur på skadestuen for at blive undersøgt, og ifølge Søren Christensen lider kvinden fortsat af den voldsomme behandling, hun var udsat for.

- Hun er godt og grundig forslået, og der er ingen tvivl om, at hun er berørt af det her. Men hun er klar til at blive i jobbet, så heldigvis slipper vi ikke af med hende, siger Christensen.

Vil i dialog

I FC Midtjyllands fanklub 'Black Wolves' begræder formand Peter Ross, at hans favoritholds flotte sejr i Hobro er blevet overskygget af den tragiske hændelse uden for banen. Han var selv til stede på stadion og blev derfor vidne til den dramatiske episode.

- Kampen er ikke særlig gammel, da 10-12 kontrollører rykker ind fra siderne af tribunen og centrerer sig. Der var ingen ond stemning eller ting som romerlys, men der opstår så tumult nede foran, siger Ross til ekstrabladet.dk.

- Jeg tager kontakt til nogle kontrollører for at høre, hvad der foregår, og får at vide, at der er nogle fans, som sidder på hegnet. Jeg siger så, at de (kontrollørerne, red.) bør tage den med ro og tage kontakt til deres sikkerhedschef.

- Jeg opfordrer til dialog frem for, at man går offensivt til værks. I mine øjne løser man episoden uheldigt ved at sende så mange folk hen for at få nogle personer ned fra et hegn, fortæller Ross.

Fanklubbens formand understreger, at han tager afstand fra al form for vold og ønsker, at lignende episoder undgås i fremtiden. Derfor er det også hans plan at tage kontakt til Hobros sikkerhedschef tirsdag for at drøfte sidste uges hændelse, skriver Ekstra Bladet.