Farlig trend: Flere hjul løsnet i weekenden

​Det er gået ud over både cykler og biler

Politiet har i juni modtaget flere anmeldelser om biler, der har fået løsnet deres hjulbolte. Nu spreder det sig til cyklerne.
Politiet har i juni modtaget flere anmeldelser om biler, der har fået løsnet deres hjulbolte. Nu spreder det sig til cyklerne.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Politiet har i weekenden modtaget anmeldelser, hvor ukendte gerningsmænd har løsnet enten hjulboltene på biler eller forhjulene på cykler.

Lørdag mellem 11 og 17:30 har gerningsmænd sneget sig ind på parkeringspladsen ved KFUM's Soldaterhjem i Holstebro. Her holdt to biler lige ved siden af hinanden.

Da ejerne kom ud, så kunne de se, at alle fire hjulbolte var løsnet på den ene bil, samtidigt med at den anden bil havde fået løsnet boltene på bagdækket.

Det fik borgeren Jesper Larsen til at advare på Facebook:

-  Lad os hjælpe hinanden med at holde et vågent øje i nabolaget, så politiet kan få stoppet det svineri, skrev han i gruppen ’Ting Til Salg i Holstebro’.

Opslaget har på nuværende tidspunkt 429 delinger.

Går ud over cyklerne

Men det er ikke kun bilerne, som folk ikke kan holde sig fra.

I løbet af weekenden har politiet i Holstebro også modtaget to anmeldelser, hvor ofrene er kommet ud til cykler, hvor forhjulet er blevet løsnet.

Det skete blandt andet i Holstebro gågade mellem klokken 15 og 18:30.

Kontakt gerne politiet, hvis du ved noget om sagerne. Det kan du gøre på 1-1-4.