Fællesøkonomi skal tvinge kommuner og regioner til samarbejde

Læger og patienter vil problemet med manglende samarbejde i sundhedssektoren til livs med fællesøkonomi mellem kommuner og regioner

200412_Sygehus.jpg

Alt for mange patienter falder ned mellem stolene og ryger ud og ind af behandlingssystemet, fordi sygehuse, kommunal hjemmepleje og genoptræning ikke spiller sammen.

Derfor bør kommunerne og regionerne tvinges til at arbejde mere samarbejde ved at lave fællesøkonomi og fælles ledelse på udvalgte områder i sundhedssektoren.

Det er hovedbudskabet i et nyt opsigtsvækkende udspil fra Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, FOA og paraplyorganisationen Danske Patienter.

- Sundhedsvæsnet ser ud, som det har gjort i mange år. Vi er blevet meget dygtigere til de enkelte behandlinger. Men sammenhængen i behandlingen, der skal hjælpe patienterne godt igennem, er ikke fulgt med, siger Andreas Rudkjøbing, der er formand for Lægeforeningen.

- Skal ansvarsfordelingen mellem kommuner og regioner fungere, så handler det om økonomi. De separate økonomiaftaler giver intet incitament til nødvendigt samarbejde, siger Camilla Hersom, der er formand for Danske Patienter.

Fælles pose penge

Udspillet peger på fire områder som for eksempel psykiatri og ældre medicinske patienter. Her er der særligt brug for bedre støtte til sårbare patienter, der i dag ofte kommer i klemme i systemerne.

Kommunerne og regionerne bør i følge udspillet i fremtiden få én fælles pose penge ved de årlige økonomiforhandlinger med regeringen i stedet for hver sin pulje. Den skal de så i fællesskab bruge til at lave mere sammenhængende patientforløb.

- Hvis Kommunernes Landsforening og Danske Regioner var blevet sammenlagt, som der var megen snak om, havde det været lettere. Men nu må vi bare prøve at forbedre tingene på en anden måde, siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

Kommuner og Regioner: Nej tak til fællesøkonomi

Kommunernes Landsforening og Danske Regioner anderkender, at der er behov for tættere samarbejde, men mener ikke at fællesøkonomi og fælles ledelse er løsningen.

- Vi skylder borgerne at få løst de her problemer. Men jeg er bekymret over risikoen for et puljetyranni med mere afrapportering og bureaukrati. Jeg tror mere på, at man lokalt og regionalt finder sammen om løsninger, så der ikke trækkes centrale løsninger ned over folk, siger Ulla Astmand, der er formand for Sundhesudvalget i Danske Regioner.

Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby er dog lidt mere imødekommende.

- Som sundhedsminister er det en af mine vigtigste opgaver at skabe mere sammenhæng og nedbryde noget af den kassetænkning, der nogle gange spænder ben for smidige behandlingsforløb. Jeg er åben for alle idéer. At tænke økonomi på en anden måde har vi selv brugt til at skabe mere sammenhæng i sundhedsvæsnet, siger hun.