Elever på produktionsskole i Herning kvitter smøgerne

Flere og flere unge begynder at ryge. Men på produktionsskolen i Herning har de haft held til at få mange elever til at kvitte smøgerne.

Mike Schermer Nielsen går på produktionsskolen i Herning, hvor der er indført rygeforbud. Så nu forsøger han at kvitte smøgerne. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Flere og flere unge begynder at ryge, men det problem vil de gerne komme til livs på Herning Produktionsskole. For her er det nemlig også en meget populær vane.

For to år siden var det næsten halvdelen af skolens elever, der røg, men bare på de sidste to år er det lykkedes at få de unge til at kvitte smøgerne. Så nu er det faktisk kun godt hver tredje, der ryger dagligt.

Du har bare ikke rygetrangen så meget mere, end du havde før.

Mike Schermer Nielsen, elev, Produktionsskolen i Herning. 

Men det er ikke kun et rygestopskursus, der har fået bugt med den høje rygeprocent. På produktionsskolen har de nemlig byttet rygepauserne ud med bordfodbold.

- Du har bare ikke rygetrangen så meget mere, end du havde før, siger 17-årige Mike Schermer Nielsen, der er elev på skolen.

På produktionsskolen i Herning er de begyndt at tilbud akupunkturbehandling til de unge som hjælp til rygestoppet. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Ny pausekultur

Skolen har indført totalt rygeforbud, og for at hjælpe eleverne tilbyder de akupunkturbehandling, og skolen har endda uddannet deres egne rygestopkonsulenter.

Læs også Kunne du tænke dig at stoppe? Vestjysk rygestop udbredes

- Vi kan jo ikke bare nøjes med at sige, at de ikke må ryge. Og så sige, at de bliver smidt ud. Vi vil jo gerne hjælpe vores elever. Vi vil gerne have vores elever, siger viceforstander Dorit Riishede Jensby.

Det har ændret de unges pausekultur, så de har andet at tænke på end tobak.

- Det giver mere fællesskab. Pauserne bruger du ikke på at trække vejret igennem et filter, men man har det i stedet sjovt med vennerne, siger Maria Lykke Hansen, der også er elev på produktionsskolen.

Den røgfrie skole blev indført for et år siden, da rygeskuret blev revet ned.

Rygepauserne er byttet ud med hygge omkring bordfodboldbordet. Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Stigende problem

Rygevanerne for de unge er et stigende problem. I 2013 var det 15 procent af unge mellem 16 og 45 år, der røg dagligt. I 2017 var dét tal stedet til 16,2 procent.

Men resultaterne fra Herning dokumenterer, at en systematisk indsats faktisk nytter. Og det punkterer samtidig også en myte om, at de unge slet ikke ønsker at kvitte smøgerne.

Læs også Regionerne får en milliard kroner ekstra til sundhed

- Det viser helt sikkert, at det kan lade sig gøre at knække den her kurve. Og det er samtidig udtryk for, at det kræver en stor indsats, siger Tenna Clara Børsting Christiansen, projektleder ved Kræftens Bekæmpelse.

I Herning er flere af eleverne stoppet med at ryge, og selvom Mike Schermer Nielsen ikke helt er nået i mål endnu, mangler han bare det sidste.

- Jeg prøver at komme i gang med at stoppe, siger Mike Schermer Nielsen.

Elever, der ikke overholder rygeforbuddet bliver bortvist fra produktionsskolen. Det er sket to gange det seneste år.

02:45

Produktionsskole-elever slukker cigaretterne

Luk video