Ekstra penge til fire fattige kommuner

Fire midt- og vestjyske kommuner er så vanskeligt stillede, at de sammenlagt får 46 millioner kroner i tilskud fra staten.

Thisted og Morsø kommuner får hver 14 millioner. Lemvig får 8 millioner, mens Skive får 10 millioner. 60 kommuner over hele landet ville gerne have haft penge, men kun 32 af kommunerne fik. Ikast-Brande er en af de 28 kommuner, der er blevet forbigået.Puljen er på i alt 500 millioner kr., men ministeriet har i denne omgang kun uddelt 380 millioner.De sidste 120 millioner skal bl.a. bruges til at støtte forsøgsprojekter i landdistrikterne, oplyser indenrigsminister Bertel Haarder.