Eksperiment: Dagli Brugsen siger nej til kontanter

02:08

TV MIDTVEST fik Dagli Brugsen i Sdr. Felding til at sige nej tak til kontanter for en stund.

Eksperiment: Dagli Brugsen siger nej til kontanter

Fra januar må butikker sige nej til kontanter mellem klokken 22 om aftenen og 6 om morgenen. Men er kunderne klar til slippe kontanterne?

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har tidligere sagt, at han vil arbejde for et kontantløst Danmark. Han forestiller sig, at kontanter er fortid om 10-20 år. Men er midt- og vestjyderne klar til et samfund uden kontanter? Det tog TV MIDTVEST i Dagli' Brugsen i Sdr. Felding for at undersøge. 

Vi satte skjulte kameraer op omkring kassen og bad brugsuddeleren om at sige nej til kunderne, når de ville betale med sedler og mønter.

- Jeg er lidt spændt på det, for det jo lidt dårlig kundeservice. Så jeg er lidt spændt på, hvad de siger til det, siger uddeler, Martin Iversen. 

Eksperimentet starter

Allerede efter få minutter er første kunde klar til at betale for sine varer med med seddel.

- Hov, vi tager desværre ikke mod kontanter mere. Vi tager kun imod kort, forklarer Martin Iversen. 

- I tager ikke mod kontanter mere, spørger kunden undrende. 

- Nej, det er vi stoppet med, svarer Martin Iversen. 

Læs også Banker lukker kasserne: Problematisk for de ældre

- Jamen... Jeg har nemlig ikke mit kort med, siger kunden. Han er tydeligt overrasket over, at brugsuddeleren ikke bare tager imod pengene, som han plejer. 

- Har du det ude i bilen, eller kan du hente det?

- Nej, det ligger ude i firmaet, svarer kunden, som nu tror, at han må gå tomhændet fra butikken.

Herefter kommer kameraholdet frem fra sit skjul og fortæller kunden, at han selvfølgelig godt må betale med sine kontanter, og at han har været med i et eksperiment. Han bliver nu spurgt, hvad han tænkte, da han fik afslag. 

- Så ville jeg bare gå. Så ville jeg bare tage ned på tanken, siger kunden, som egentlig hedder Casper Jørgensen.

Hvad nu, hvis det var sådan over det hele?

Så må jeg jo huske mit kort, siger han. 

Læs også Kontanterne er på vej ud: Banker lukker kasserne

Den næste kunde tror ikke på det, da brugsuddeler Martin Iversen siger nej til den seddel, der bliver lagt foran ham. 

- Vi tager kun imod kort, forklarer Martin Iversen.

- Mener du det? 

- Ja, vi er stoppet med kontanter for at spare tid og penge, siger uddeleren til kunden. 

Kunden får naturligvis også lov til at betale med kontanter, da TV MIDTVEST har afsløret sit ærinde. 

- Jeg tænkte, at han lavede sjov. Det ville være træls. Jeg ved ikke, hvad jeg så skulle gøre, siger Ruth Madsen, inden hun forlader butikken med sine varer - betalt med kontanter.

Danmark er et af de lande i verden med færrest kontante betalinger - kun overgået af Sverige, hvor kun to procent af handlerne i dag bliver foretaget med kontanter. Om fem år forudses det, at kontanterne er helt væk fra Sverige. 

Se hele eksperimentet fra Dagli' Brugsen øverst i artiklen.