Efter indbrud: Må vælge mellem passion og familiens tryghed

Efter Peter Rasmussen fra Herning fik stjålet to cykler til en værdi af knap 100.000 kroner, skal han vælge om han tør køre videre på de dyre cykler.

Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Ruden er sat i døren til skuret igen. Uden en ridse. Tyvene tog ruden stille og roligt ud og lagde den på græsset lige ved siden. Og så kunne de bære de to dyre cykler ud af hullet og tage dem med. Uden at nogen hørte en eneste lyd.

- Det fortæller mig, at de er proffessionelle, siger ejeren Peter Rasmussen.

Motionsrytteren fra Herning var ikke selv hjemme, da indbruddet skete for godt en uge siden. Men han kan se, at tyvene først har forsøgt med brækjern, inden de pillede listerne af. Og så ruden.

Peter Rasmussen sad på et hotelværelse i Østrig, da hans kone ringede og småforskrækket fortalte, at de havde haft indbrud i huset. Den yngste af parrets døtre opdagede hullet i døren, da hun som den første gik udenfor hjemmet om morgenen. 

- Det blev opdaget, da pigerne skulle i skole. Og min yngste datter kommer ud og ser der lige pludselig mangler en rude, eller der er hul igennem.

Peter Rasmussen forklarer, at pigerne har taget det pænt. Men også at de udbudne gæster har gjort indtryk. Konen og parrets to døtre lå og sov i huset, mens tyvene slap afsted med cyklerne. 

- Jeg har jo tænkt, at de skal i hvert fald ikke udsættes for sådan noget her igen. For det giver jo en vis utryghed ved hele familien. Nu har jeg to piger i teenagealderen, og det er jo ikke lige just det her, der skaber tryghed. At vi har folk der lusker rundt, siger Peter Rasmussen og fortsætter med at forklare om det dilemma, indbruddet har sat ham i.

- Skal man så blive ved med at dyrke den hobby, eller skal man finde på noget andet. Hvor man ikke skal have noget dyrt udstyr til at stå. De muligheder er der jo også. Men det er jo også bare svært. Altså, det er jo ens passion at cykle, og motivationen ligger jo også i at få noget nyt udstyr engang i mellem. Og det er også det, der gør det sjovt og holder en i gang. Så der er en masse ting, der kører rundt i hovedet i øjeblikket for at finde ud af, hvad der skal ske.

Peter Rasmussens tomme væg i skuret er langt fra den eneste i landsdelen. I 2017 har der været indbrud 31 gange, hvor der er blevet stjålet dyre sportscykler.