Dohn degraderet

Dohn degraderet

Enhedslisten har valgt folketingskandidater. Lars Dohn fra Herning er ikke længere partiets førstevalg i Vestjylland.

Folketingsmedlem Lars Dohn fra Herning er blevet degraderet af sine egne. Enhedslisten har ved partiets årsmøde i København i weekenden valgt, hvem der skal være spidskandidater i de forskellige valgkredse - og her er Lars Dohn ikke længere førstevalget i den vestjyske storkreds.

Den pensionerede folkeskolelærer har siddet i Folketinget siden 2011, men vil ved et kommende folketingsvalg ikke længere være sit partis førsteprioritet i Vestjyllands Storkreds.

- Det her, det tydeliggør, at vi står stærkest i de store byer. Den måde vi stemmer på tilgodeser ikke det lokale ønske. Lokalt fik jeg faktisk flest stemmer. Vi burde måske kigge på den måde, vi stemmer på, siger Lars Dohn.

Ny spidskandidat i stedet for Lars Dohn bliver Jakob Sølvhøj fra Hvidovre. Jakob Sølvhøj arbejder som formand for den pædagogiske sektor i FOA og er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse.

63-årige Lars Dohn er nu nummer to på listen i storkredsen - og opnår altså kun genvalg til Folketinget, hvis Enhedslisten er i stand til ved næste folketingsvalg at hente mere end et mandat i Vestjylland.

- Jeg bliver nødt til at være mere aktiv. Mediemæssigt skal jeg være bedre. Og især i de store byer, siger Lars Dohn.