Direktør tiltalt for million-snyd

Ejeren af virksomheden Scan-Plast ved Holstebro risikerer flere års fængsel. Han er tiltalt for moms- og skattesvig af særlig grov karakter.

Efter mere end tre års efterforskning er anklagemyndigheden klar med en omfattende moms- og skattesag mod ejeren af virksomheden Scan-Plast i Mejrup ved Holstebro. Direktør Frank Svalgaard er tiltalt for skatte- og momssvig af særlig grov karakter.

- Ved en gennemgang af momsangivelserne kan vi se, at der ikke er afregnet den moms, som der burde være afregnet. Ligeledes har man konstateret at der til de ansatte er udbetalt sort løn, hvor der ikke er indeholdt A-skat, siger Ulrik Panduro, specialanklager, Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge anklageskriftet er statskassen blevet snydt for mere end fem millioner kroner i perioden 2008 til 2011.

Risikerer fængsel

Direktørens samlever er også tiltalt i sagen, og hvis parret bliver fundet skyldige, risikerer de en hård straf.

- Der er rejst tiltale for den grove bestemmelse efter straffelovens paragraf 289, så der er strafferammen op til otte års fængsel, fortæller specialanklageren.

Når sagen har været tre år undervejs skyldes det blandt andet et meget omfattende materiale.

Efterforskningen har også resulteret i, at virksomhedens revisor er blevet tiltalt.

- Det er således, at der under efterforskningen kommer beviser frem, der efter vores opfattelse indikerer at han har medvirket til den her skatte- og momssvig, siger Ulrik Panduro.

Frank Svalgaard har ikke ønsket at udtale sig til TV MIDTVEST. Han nægter sig skyldig.

Sagen begynder ved Retten i Holstebro den 30. marts.

01:52 Luk video