Nyvalgte politikere underskriver grundloven: - Det var et stort øjeblik

De nye folketingspolitikere satte fredag en helt særlig underskrift i Folketinget.

Liberal Alliances Alex Vanopslagh satte i dag en underskrift, han sent glemmer.
Liberal Alliances Alex Vanopslagh satte i dag en underskrift, han sent glemmer.
Foto: TV 2

Fredag var en højtidelig dag i Folketinget, da omkring 40 nyvalgte medlemmer skulle underskrive erklæringen om, at de vil overholde grundloven. 

- Det er jo vores grundsten i vores demokrati – grundloven. Så selvfølgelig er det meget særligt, det er ikke bare et stykke papir, det er jo det allerhelligste i vores demokrati, lyder det fra Anne Paulin, der er nyvalgt folketingsmedlem for Socialdemokratiet.

Også Liberal Alliances nye leder, Alex Vanopslagh, satte fredag sin underskrift.

- Det var et stort øjeblik, og jeg havde lyst til at blive deroppe lidt længere. Jeg tænkte: er der ikke flere papirer, jeg kan underskrive? For jeg sad jo og var stolt over, at jeg havde det privilegie, at nu skal jeg være medlem af Folketinget.

0:52
Her kan du høre tre af de nyvalgte politikere fra landsdelen sætte ord på den højtidelige dag i Folketinget. 

Holder benene solidt plantet i den jyske muld 

Selvom de to nye folketingspolitikere nu får deres daglige gang på Christiansborg, har de ikke glemt, hvilket bagland, der har sikret dem pladsen i Folketinget.

- Jeg har min mor og hendes mand med herovre, og det første, de sagde, det var: ”Nu skal du huske, hvor du kommer fra. Og du skal holde begge ben solidt plantet i den jyske muld”, siger Alex Vanopslagh.

- Jeg skal allerede om et par timer mod Skive, hvor vi holder frivilligfest. Om en uges tid, gentager jeg det samme i Ikast-Brande, så der er masser af ture hjem, lyder det fra Anne Paulin.

Fredag blev der også valgt en ny formand for Folketinget. Det er s-veteranen Henrik Dam Kristensen, der skal sidde på den post de kommende fire år – en post han overtager fra Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard.