Slagterigrunden i Skive ryddes: - Det har vi naturligvis ventet på i lang tid

I 2008 hærgede en brand slagteriet i Skive. Nu er arbejdet med at rydde grunden begyndt.

Slagterigrunden i Skive bliver nu ryddet.
Slagterigrunden i Skive bliver nu ryddet.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Selv om det går voldsomt for sig i Skive, så er byens befolkning glade. For efter 12 år er opgaven med at rydde slagterigrunden i byen startet.

- Det har vi naturligvis ventet på i lang tid – at vi kunne komme i gang med at få bygningerne på slagterigrunden fjernet. Så derfor er det dejligt at se, at der nu er en nedrivning i gang, siger Peder Christian Kirkegaard (V), der er borgmester i Skive Kommune.

Slagteriet i Skive blev ramt af en stor brand i juli 2007, og få måneder efter besluttede Danish Crown at lukke det helt.

Siden branden har bygningerne stået tomme

Alt bliver sorteret

Nedrivningsarbejdet bliver ikke bare et spørgsmål om, hvor hurtigt man kan få slået bygningerne ned og kørt dem væk.

For der skal tænkes i mange baner, når forskellige materialer skal sorteres.

- Det er ikke noget, man bare slår ned i en stor dynge og kører væk. Det bliver sorteret i metal, beton, tegl, plastik – alt, hvad man kan finde på, siger Claus Skodborg Nielsen, der er miljøspecialist hos Danish Crown.

Kommunen åben for forslag

En mindre del af bygningerne bliver stående og skal indrettes til lejligheder. Resten af grunden er solgt til kommunen.

Men lige præcis, hvad der kommer til at ske, er endnu ikke fastlagt.

- Som udgangspunkt vil vi udlægge det til grønt område. Men hvis der kommer et rigtig godt forslag eller idé, så er vi parat til at se på det, siger borgmesteren.

Der er god tid til at finde ud af, hvad der helt præcis skal ske med grunden. Der går nemlig et år, før alt er helt væk.