Teater på gaden: - Det giver folk noget at snakke om over frikadellerne

Danmarks Internationale Gadeteaterfestival er kommet til Silkeborg for at give borgerne en helt anden oplevelse med teater, end de normalt får.

Der er forestillinger fra forskellige genrer. For eksempel et mekanisk virtual reality-teater for én tilskuer ad gangen, en intim miniatureforestilling fra Australien og som på billedet en kæmpestor farverig gadeparade fra Spanien. Foto: Sean Kelly Christensen

De skrå brædder er afløst af kolde fliser, og bløde sæder er der heller ingen af. Gadeteater kræver kun, at man står på gaden.

Med de 11 forskellige, gratis forestillinger i Silkeborg håber arrangørerne at kunne fange dem, der ikke så ofte går i teatret.

- Jeg er helt sikker på, at når folk har oplevet det her - måske dem som ikke lige havde regnet med, de skulle en tur i teatret - så får de noget andet at snakke om hjemme ved frikadellerne i aften, siger John Bøgelund Frederiksen, der er Kultur- og Borgerservicechef i Silkeborg Kommune.

På torvet blev der i 45 minutter ikke sagt en eneste replik.

Og selv om scenen er stor, sætter det sine begrænsninger at optræde i det offentlige rum.

- Hvis du tager en lille intim scene, så kan du røre dem, og måske kommer de ud med tårer i øjnene, men det er lidt svært på et bytorv, siger Zelis Niegaard, leder af Danmarks Internationale Gadeteaterfestival.

De 11 forestillinger kommer forbi ni byer. Her i landsdelen er det Silkeborg og Ikast-Brande. Foto: Sean Kelly Christensen

En gave til borgerne

Det er fjerde gang, Danmarks Internationale Gadeteaterfestival er i Silkeborg.

Programmet byder på noget af det bedste inden for internationalt gadeteater, hvor der i år kommer forestillinger fra Frankrig, Spanien, Holland, Canada, Australien, Chile og Argentina.

Silkeborg Kommune kaster selv 150.000 kroner i de fire dages gadefestival.

- Det er en fantastisk gave, at en kommune kan give det her til sine borgere og gæster. I år udvider vi det også med en masse skoleforestillinger, så jeg synes, det er en rigtig flot gave, siger kommunens Kultur- og Borgerservicechef.

Gadeteaterfestivalen kommer den kommende weekend til Ikast-Brande Kommune.

02:06

Danmarks Internationale Gadeteaterfestival er kommet til Silkeborg for at give silkeborggenserne en helt anden oplevelse med teater, end de normalt får.

Luk video