De skrå brædder er afløst af kolde fliser, og bløde sæder er der heller ingen af. Gadeteater kræver kun, at man står på gaden.
Med de 11 forskellige, gratis forestillinger i Silkeborg håber arrangørerne at kunne fange dem, der ikke så ofte går i teatret.
- Jeg er helt sikker på, at når folk har oplevet det her - måske dem som ikke lige havde regnet med, de skulle en tur i teatret - så får de noget andet at snakke om hjemme ved frikadellerne i aften, siger John Bøgelund Frederiksen, der er Kultur- og Borgerservicechef i Silkeborg Kommune.
På torvet blev der i 45 minutter ikke sagt en eneste replik.
Og selv om scenen er stor, sætter det sine begrænsninger at optræde i det offentlige rum.
- Hvis du tager en lille intim scene, så kan du røre dem, og måske kommer de ud med tårer i øjnene, men det er lidt svært på et bytorv, siger Zelis Niegaard, leder af Danmarks Internationale Gadeteaterfestival.
En gave til borgerne
Det er fjerde gang, Danmarks Internationale Gadeteaterfestival er i Silkeborg.
Programmet byder på noget af det bedste inden for internationalt gadeteater, hvor der i år kommer forestillinger fra Frankrig, Spanien, Holland, Canada, Australien, Chile og Argentina.
Silkeborg Kommune kaster selv 150.000 kroner i de fire dages gadefestival.
- Det er en fantastisk gave, at en kommune kan give det her til sine borgere og gæster. I år udvider vi det også med en masse skoleforestillinger, så jeg synes, det er en rigtig flot gave, siger kommunens Kultur- og Borgerservicechef.
Gadeteaterfestivalen kommer den kommende weekend til Ikast-Brande Kommune.