DSB-ansatte fyres: - Det er en epoke som slutter

Efter 2020 vil der ikke længere være DSB-ansatte i Struer. Knap 60 statslige arbejdspladser nedlægges, og dermed slutter over 150 års jernbanehistorie i Struer.

Kaj Rasmussen er ærgerlig over, at der snart ikke længere er DSB-ansatte i Struer. Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

- Det er underligt. Det er en epoke, der synes at være slut.

Sådan lyder ordene fra Kaj Rasmussen, der er formand for støtteforeningen for Jernbanemuseet i Struer. 

Han er godt inde i Struers historie som jernbaneby, og har fulgt udviklingen i mange år. 

Læs også Slut med DSB i Struer: Omkring 60 statsstillinger nedlægges

De statsansatte togførere kommer ikke til at blive en del bybilledet i Struer for første gang i 150 år.

Kaj Rasmussen, formand, Støtteforeningen for Jernbanemuseet i Struer

- Staten har jo været engageret i byen i over 150 år. Man kan roligt sige, at det er jernbanen, der har skabt byen, siger han. 

Da den første bane åbnede i 1865 havde Struer kun omkring 150 indbyggere. I 1917 blev byen købstad, og her boede der over 4500. Det var en 30-dobling i løbet af 50 år, og den skyldtes ifølge Kaj Rasmussen stort set udelukkende jernbanen.

Læs også Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum åbent igen

- Man opbyggede et jernbane-hovedkvarter, og der kom flere og flere tog på strækningen. Alle de ansatte omkring den skulle jo bo og spise der, og så kom der følgeerhverv. Det var ligesom en spiral, der trak byen op til at blive større og større, fortæller formanden. 

Han er ikke begejstret for den situation, byen står i i dag.

- Dengang man byggede banerne, lavede man ligesom et hovedkvarter i Struer, der skulle udbygge livet i provinsen. Man ville skabe nogle arbejdspladser. Og så i de sidste 20-30 år har man gjort det modsatte, siger han.

Struer mister stor del af identitet

Kaj Rasmussen synes, det er trist for Struer, at byen igen mister arbejdspladser. Samtidig er han ærgerlig over, at de mange statslige jernbaneansatte, der i årtier prægede byen, ikke længere vil være at finde i byen.

- Der var jo over 400 ansat på DSB-stationen i storhedstiden. Omkring en tredjedel med job i Struer var ansat ved statsbanerne. og man kaldte det sågar for uniformsbyen, fordi de fleste mænd havde en DSB-uniform på i bybilledet, fortæller Kaj Rasmussen.

Læs også Erhvervsliv om Thulesens togplan: Det er en katastrofe

Omkring 1984 indviede DSB et helt nyt værksted til togene i Struer, men det blev nedlagt omkring årtusindskiftet. Siden vandt Arriva licitationen på flere strækninger og overtog senere værkstedet, som nu betjenes af omkring 35 ansatte hos Arriva. 

Snart kun gennemkørende tog

DSB har meddelt deres omkring 40 togførere, som har base i Struer, at deres stillinger bliver nedlagt, når Arriva overtager forbindelsen fra Struer til Vejle i december 2020.

Derefter vil DSB kun være at se i Struer, når de nuværende 12 direkte afgange mellem byen og hovedstaden reduceres til fire afgange fra 2020, men her vil togførerne køre ud fra Fredericia. 

Læs også Bus eller tog: Busselskab vil kapre flere kunder med nyt tiltag

- De statsansatte togførere kommer ikke til at blive en del bybilledet i Struer for første gang i 150 år, konstaterer Kaj Rasmussen.

Han vil nu sammen med resten af Jernbanemuseet inddrage den seneste udvikling for DSB i deres guidede ture på museet.

- Behovet for os som museum stiger jo endnu mere nu, når byen er helt afmonteret for DSB. At vi er her til at fortælle, hvad det har betydet for den her egn, slutter Kaj Rasmussen.

Se indslag fra 2016 om jernbanens betydning for Struer her:

01:52

Tog og skinner har ændret udviklingen i landsdelen fra bondesamfund til industrialiseret vækstlokomotiv.

Luk video