Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum åbent igen

Efter at have renoveret museets lokaler det meste af vinteren, slår Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum dørene op for besøgende igen.

Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum har renoveret det meste af vinteren, men er nu klar til en ny sæson for toginteresserede.
Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum har renoveret det meste af vinteren, men er nu klar til en ny sæson for toginteresserede.
Foto: Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum

Foreløbig er to gæster i dag dukket op hos Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum på Godthåbsvej i Struer. Men museet er også kun lige åbnet igen efter en vinter med renovering af bygningen og forbedring af udstillingerne. Nu er der klart til påskegæster.

- Vi håber da, der kommer flere, lyder det lunt fra Kaj Rasmussen, formand for museets støtteforening. Og det er han slet ikke i tvivl om, at der gør. For der er mange gode historier at hente om jernbanens betydning for landsdelen. Og for småpenge kan man få en guidet rundvisning på museet.

Med åbningen i dag kan man også få adgang til en spritny fotoudstilling om MO-vogne, som kørte i landsdelen fra 1930'erne til 80'erne.

De eksisterende udstillinger byder på ældre lokomotiver og vogne samt miljøer, opbygget med inventar fra midt- og vestjyske stationer.

Og man kan se jernbanemiljøer som en ventesal, billetkontor, postekspedition og signalhus, som det så ud for 50-80 år siden.

Tingene er indsamlet og restaureret af frivillige i Støtteforeningen for Jernbanemuseet i Struer. Foreningens medlemmer har i år 25 års jubilæum, for arbejdet med jernbanemuseumssamlingen.

 

 

 
 
Foto: Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum

Pensioneret lokomotivfører Niels Ove Stougaard fortæller en gruppe gæster om lokomotivet DSB MT 163. Han har selv ofte kørt med lokomotivet, som jævnligt var i Struer.