VIDEO: Sælunge efterladt på stranden - det er helt naturligt

Møder du en sælunge på stranden, så rør den ikke. Her får du forklaringen på hvorfor.

Søren Larsen mødte denne lille fyr under en gåtur med hunden. Foto: Søren Larsen

Netop nu kan du være heldig at møde sælunger på stranden, og det gjorde Søren ’Lomme’ Larsen fra Hvide Sande.

Han var ude at lufte hunden, da de traf den lille nuttede fyr på billedet. Søren har følgende forklaring på, hvorfor moderen har efterladt ungen alene på stranden:

- Når der så ikke er mennesker eller dyr i nærheden, kravler moderen op og henter sin unge.

Søren Larsen, Hvide Sande

- De voksne sæler lægger deres unger op på stranden, imens de jager føde i havet, siger han.

- Ungerne kan ikke følge med moderen, når hun jager.

Derfor lægger hun ungen op på stranden, og ungen bliver så liggende helt stille, så man kan komme meget tæt på.

Søren Larsen har dog en klar henstilling, hvis man går på sælsafari på stranden.

- Lad være med at røre dem.

00:17

Her kan du se den sælunge, Søren Larsen mødte på sin gåtur.

Luk video

Når moderen er færdig med at jage, så kommer hun tilbage og henter sin unge.

- Moderen dukker op med jævne mellemrum og kalder på sin unge, og når ungen hører sin mor kalde, ja så begynder ungen at hyle (deraf navnet en ’hyler’), forklarer Søren Larsen, der filmer for Mobilholdet på TV MIDTVEST. Han fortsætter:

- Når der så ikke er mennesker eller dyr i nærheden, kravler moderen op og henter sin unge.

- Så husk nu at lade de små unger ligge, man må gerne tage billeder, men rør dem endelig ikke da moderen nok skal komme og hente sin unge, slutter Søren Larsen.

Fakta om sæler

  • I juni og juli måned føder sælen sine unger.
     
  • Sælunger høres ofte hyle og bjæffe højt, men som regel er de ikke blevet forladt af deres mor, og derfor skal man ikke nærme sig dem, selvom hylene kan være hjerteskærende.  
     
  • Når sælungen ligger alene tilbage på stranden, så er det, fordi sælhunnen er svømmet ud for at finde føde, så hun kan producere mælk til ungen.
     
  • En sælunge kan uden problemer være ladt alene tilbage på stranden i adskillige timer, for sælunger kan nemlig nøjes med at die ved moderen to gange i døgnet.
     
  • Moderen kommer normalt ind og finder ungen én til to gange i løbet af natten, hvor der er fred og ro på stranden. Derefter er moderen og ungen sammen kort tid (10 – 20 minutter), så bliver ungen efterladt igen, og moderen fortsætter fiskeriet.
     
  • Hvis der er mennesker på stranden i nærheden af ungen, kan det skræmme moderen, som ikke tør komme op til sin unge på grund af frygt for mennesker. Man skal derfor lade sælunger være, og man skal under ingen omstændigheder gå hen til dem eller røre dem.


    Kilde: Naturstyrelsen

Læs også Sæler jager lystfiskere væk