Stemmerne fra radioen: De står tidligt op for at give os andre en god start på dagen

At kunne stå tidligt op, er bare en del af hverdagen for de ansatte på DR Midt & Vest i Holstebro.

Peter Stephansen er en af de 30 medarbejdere, som har sin daglige gang på DR Midt & Vest i Holstebro. Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Siden 1974 har DR Midt & Vest i Holstebro sendt radio ud til midt- og vestjyderne. Arbejdsstationen beskæftiger i dag 30 medarbejdere, og hver morgen står nogle af dem op, før en hvis mørk fætter får sko på.

Jeg har meget svært ved at sige farvel til mine aftener, så jeg er afhængig af en middagslur – og det trives jeg fint med.

Peter Stephansen, Journalist og morgenvært, DR Midt & Vest

Det gør de for, at alle os andre kan få en god start på dagen. I løbet af en uge er de nemlig i kontakt med over halvdelen af alle midt- og vestjyder.

- Der er noget magisk over at være oppe tidligt. Oppe før de fleste andre. Det er det med at se solen stå op og være med til at sætte det hele i gang, fortæller Peter Stephansen, der er journalist og morgenvært på DR Midt & Vest. 

Når Peter Stephansen er morgenvært møder han klokken 04:45. Han skal sammen med sin medvært sende første gang klokken 6, hvorefter sendingen fortsætter indtil klokken 10. En sådan arbejdsdag slutter klokken 12:15.

Læs også Randi møder 30 nationaliteter hver dag på arbejde

- Det er en god start. Så kan man læse lidt om dagen, og på en eller anden måde møde dagen før alle andre – det er der noget særligt over, fortæller Peter Stephansen.

Når Peter Stephansen er morgenvært, er han det sammen med en kollaga. Det kan blandt andre være Kim Nybom, og selvom de to morgenværter har gjort det et hav af gange, er der stadig en lille smule nervøsitet at spore, når klokken nærmer sig sendetid.

- Selvfølgelig giver det altid lidt kriller i maven. Det skal det gøre. Hvis ikke det gør det, er det forkert, men selvfølgelig har man gjort det mange gange, så man kan holde sig til sin erfaring, fortæller Kim Nybom.

- Vi ved aldrig helt, hvad vi skal lave

DR Midt & Vest sender over 2000 timers regional radio om året. Det omfatter blandt andet 4000 nyhedsudsendelser. Det foregår både regionalt på kanalen P4 og landsdækkende på P1.

Derudover laver stationen også tv-nyheder til TV Avisen og 21Søndag, landsdækkende musikradio på P4, digital journalistik til dr.dk og radiodokumentarer til P1. Det spænder altså bredt over, hvad de ansatte i løbet af en arbejdsdag kan blive udsat for, og det samme gør sig gældende for radioudsendelserne.

- Vi ved aldrig helt, hvad vi skal have i radioen, når klokken bliver 6, så det er selvfølgelig lidt spændende, hvordan vi griber det an, fortæller Kim Nybom.

Afhængig af en middagslur

Peter Stephansen bor i Holstebro, men selvom man er morgenvært, så er det altså ikke altid helt let at komme  i seng i ordentlig tid. Han går nemlig sædvanligvis først i seng ved 23-tiden, selvom vækkeuret ringer i det tidsrum, som de fleste andre formentlig ville kalde nat.

- Jeg har meget svært ved at sige farvel til mine aftener, så jeg er afhængig af en middagslur – og det trives jeg fint med, fortæller Peter Stephansen. 

P4 er Danmarks klart største radiokanal.

08:50

Fast Arbejde besøger i denne uge DR Midt & Vest i Holstebro.

Luk video