Lægemangel i Skjern: - De ældre bliver taberne

Når 1.000 Skjern-borgere efter sommerferien skal have ny læge, frygter en patient, at det vil gå ud over de ældre.

Ulla Nielsen fra Skjern frygter, at de ældre borgere kan blive taberne, når 1.000 patienter inden længe skal finde ny læge. Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

Læs også Borgere skal finde ny læge: Lægepraksis har for travlt og smider 1000 patienter på gaden

Hvert år kommer der 100 nye patienter til, så nu er det nok for Tinghuslægerne i Skjern, der de seneste fem år har arbejdet for en ekstra læge. 

1. august skal 1.000 af lægehusets patienter derfor ud og finde ny læge. Alle får en opsigelse, og de, der melder sig først til, kan forblive i lægehuset.

- Man kan godt frygte lidt, at de ældre borgere bliver tabere i det her, for de er måske ikke så hurtige ved tasterne, som vi andre er. Hvis de så skal have læge i Spjald eller hvor ved jeg, er det lidt skidt for dem jo, siger Ulla Nielsen, der selv er patient hos Tinghuslægerne.

Men regionen, der har ansvaret for, at alle har en læge, mener ikke, der er grund til bekymring.

- Vi skal nok sørge for, at alle har lige mulighed for at melde sig på. Og hvis lægen ved, at man måske har lidt svært ved, kan jeg ikke forestille mig andet, end at man forsøger at hjælpe lidt til, forklarer socialdemokratiske Annette Roed, der er formand for Region Midtjyllands udvalg for nære sundhedstilbud.

I første omgang vil regionen søge efter læger i nærområdet. Lykkedes det ikke, udvides radius til 15 km.

Kommunen har fokus på sagen

Hos Ringkøbing-Skjern Kommune følger Venstres Lennart Qvist, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, sagen tæt, selvom det er regionens opgave.

- Vi har allerede aftalt møder med regionen, hvor vi mødes med dem jævnligt, og her bringer vi selvfølgelig emnet op, for det er vigtigt, at der er fokus på, at der er læger nok.

Regionen forventer, at de berørte patienter vil modtage et brev om lægesituationen i juni.

02:26

Regionen lover, at ingen i Ringkøbing-Skjern Kommune vil stå uden læge, når lægehuset skærer 1.000 patienter fra.

Luk video