DBU deler selv romerlys-video på Facebook

DBU har givet Viborg FF bøde for at dele video med romerlys på Facebook – men DBU har selv gjort det samme.

Foto: Marie Linddahl, TV MIDTVEST

Fredag sendte Dansk Boldspil-Union (DBU) bøder ud til flere klubber i Superligaen – blandt andet Viborg FF, der fik en bøde på 10.000 kroner for at have delt en video på Facebook, hvor fans fyrer romerlys af. Siden da har især VFF-fans på flere sociale medier gjort opmærksom på, at DBU er dobbeltmoralske, da de selv tidligere har gjort det samme.
- Det virker underligt, at DBU selv tidligere har vist, at det er acceptabelt, og når så andre gør som dem, bliver de hugget ned, siger Jakob Rex Mikkelsen, der er tidligere formand for fansene fra Viborg FF til TV MIDTVEST.

Han refererer til en video fra pokalfinalen mellem FCK og AGF fra maj, som DBU har delt på deres Facebook-side. Her ses mange fans på tilskuerpladserne med romerlys.

Heftig debat
Den nuværende formand for VFFs fans Lars Hartvig bakker op om Jakob Rex Mikkelsens udtalelser og mener også, at DBU er dobbeltmoralske. Selv om DBUs video på Facebook er fire måneder gammel, så får den lige nu flere kommentarer.
- DBU, giv lige jer selv en bøde for deling af pyro-video, skriver Niklas Bakman.
- Moral er godt. Dobbelt moral... det er bare selvmål! Flot DBU! Skriver Lasse Holmgaard Andersen.
- Hvor stor en bøde har I tænkt at give jer selv for at 'udtrykke anerkendelse for brug af pyroteknik'? Skriver Andreas Bendix Larsen.

Pokalkampen blev spillet i maj – og altså i slutningen af sidste sæson. De skærpede regler for brug af pyroteknik til kampene blev først meldt ud fra DBU før denne sæson. På deres hjemmeside udtaler formanden for Fodboldens disciplinærinstans:
- Vi sendte et brev til klubberne før sæsonstart, hvor vi understregede, at klubber, spillere eller officials anerkendelse af brugen af pyroteknik ville kunne medføre sanktioner. Vi arbejder målrettet for at bekæmpe brug af pyroteknik, som er i strid med vores bestemmelser, og derfor har vi nu sanktioneret Viborg FF og vil også fremover slå hårdt ned på ulovlig brug herunder lovprisninger af en sådan brug,” udtaler Jens Hjortskov.