16.000 kilometer fra hinanden: Dansk-australsk duo laver musik sammen trods otte timers tidsforskel

Oliver Verwold fra Bording laver musik med en australier via Skype. Nu bliver de spillet i radioen.

2:11
I to år har 24-årige Oliver Verwold fra Bording skrevet og produceret musik med australieren Alexander Gastrell.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Selv om man sidder på to forskellige kontinenter, kan der sagtens opstå sød musik.

I to år har 24-årige Oliver Verwold fra Bording skrevet og produceret musik med den 25-årige australier Alexander Gastrell, og på trods af 16.000 kilometers afstand og otte timers tidsforskel er det lykkedes dem at bryde igennem den danske radiolydmur.

Et tidskrævende projekt

Den elektroniske popduo kalder sig Ausmark - en sammentrækning af Australien og Danmark. For Oliver Verwold og Alexander Gastrell startede det musikalske eventyr for alvor for to år siden, da de besluttede sig for at lave et projekt sammen.

- Vi tænkte, at det faktisk lød ret godt, og så var Ausmark født, fortæller Alexander Gastrell via en Skype-forbindelse fra Sydney, hvor han bor.

Det er dog ikke helt uproblematisk at lave musik sammen, når der er en tidsforskel på otte timer.

- Det er et længerevarende projekt at få lavet noget. Nogle gange tager det en uge at lave et nummer, og andre gange tager det flere måneder. Det største problem er, at det er svært at finde tid nok. I hverdagene har jeg ikke altid tid om formiddagen, og alternativet er, at det bliver sent om aftenen. Så i hverdagene er det typisk svært at arbejde sammen, men så har vi heldigvis weekenderne, siger Oliver Verwold.

En vild følelse at blive spillet i radioen

De to mødte hinanden på nettet for ti år siden, da Alexander Gastrell kommenterede en video, hvor Oliver Verwold komponerede musik. Siden har de holdt kontakten, og de sidste to år har de brugt de fleste weekender på at skrive musik sammen som Ausmark.

- Det giver en anden dynamik, at vi sidder så langt fra hinanden. For mig skal det helst være en udfordring at skrive musik, for at jeg finder det tilfredsstillende. Jeg kunne sikkert godt finde finde nogen i Sydney at arbejde sammen med, men det her er sjovere, siger Alexander Gastrell om det atypiske samarbejde.

I april kom deres musik for alvor ud af kælderrummet i Bording, da P3 beyndte at spille deres nummer Way Up.

- Det var ret vildt. Det var helt ubeskriveligt, siger Oliver Verwold.

Det krævede dog lige en kort forklaring af det danske radiounivers, før Alexander Gastrell også kunne dele glæden.

- Jeg tænkte først, at det da var fedt nok, men da jeg så fandt ud af, at vores musik blev spillet på en landsdækkende radiokanal for folk fra Sony, så syntes jeg, det var utroligt, siger Alexander Gastrell.

De to musikere arbejder på snart at mødes i virkeligheden for første gang.