Danmarks største skatecenter i Herning

Danmarks største indendørs center for skate, klatring og parkour er åbnet i Herning.

billeder_fra_avid-301213.jpg

Herning har nu Danmarks største indendørs center for skate, klatring og parkour. Siden idéen opstod i september, har frivillige kæmpet for at gøre parken til virkelighed. Og allerede nu er Kultur Fabrikken klar til brug.

Før var det en tom fabrikshal - nu er den 4000 kvadratmeter store hal fyldt med ramper, skateboards og adrenalinjunkies.

Allan Guldborg er manden bag projektet. Han ville lave en af Danmarks største skateparker på kun tre måneder.

- Alle kiggede på mig og sagde, 'du er godt nok ikke særligt klog, Allan'. Men det er den der vestjyske mentalitet - når man sætter sig et eller andet i hovedet, så skal vi nok få det gjort, lige meget hvad alle andre siger, fortæller han.

Det er gået rekordstærkt, for byggeriet gik i gang i oktober - allerede nu står centeret færdigt.

Kultur Fabrikken skal bruges til både skating, klatring og parkour. Klatreentusiaster og parkourdyrkere må vente lidt endnu, men skaterne hopper og springer på ramperne.

Skateparken skal være helt færdig til februar, hvor konkurrencen Sk8te Contest afholdes.

1:33
Et nyt indendørscenter for skate, klatring og pakour åbner i Herning