Dårligt vejr ødelægger honninghøsten

Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

1 af 2

Dårligt vejr ødelægger honninghøsten

Det dårlige vejr i juli har ødelagt årets honninghøst. Det går ud over forbrugerne, der får sværere ved at finde dansk honning i butikkerne.

Det har været en skræksommer for honningproducenterne. Regnen og den lave temperatur i juli betyder, at det er blevet en sløj honninghøst. Så sløj, så det bliver sværere at finde danskproduceret honning i butikkerne.

Forklaringen til den dårlige høst skal findes i, at blomsterne producerer mindre nektar, når det regner og er koldt i juli. Sidste år var heller ikke nogen dans på roser for biavlerne, men i år er det værre, og høsten er blevet endnu mindre. Det er blandt andet gået ud over biavler Christoffer Winther Hansen.

- Jeg har kun fået en tredjedel af det sædvanlige. Jeg har sågar hørt om nogen, der slet ikke gider høste, fordi der er så lidt, at det ikke kan gå, siger Christoffer Winther Hansen.

Mindre honning til forbrugerne

Den dårlige høst mærker de også hos Aulumgård A/S, der som honningopkøber normalt lukrerer på biernes blomstrende kærlighedsaffære.

- Sæsonen 2016 har været dårlig for biavlerne i Danmark, og når det har været en dårlig sæson for biavlerne, har det været en dårlig sæson for os, siger Michael S. Petersen, direktør og medejer hos Aulumgård A/S.

- Vi får som opkøbere af honning problemer, så får vores honninggrossister problemer, og i sidste ende er det forbrugerne, det går ud over, fortsætter han.

Der findes ingen nøjagtige tal for den danske honninghøst, men ifølge Michael S. Petersen har høsten ikke været ringere, siden han begyndte i branchen i 1995.