Coronarestriktioner skaber juledilemmaer

Normal henter lokale kræfter i Skjern folk hjem til jul i flere busser, men i år har de valgt at aflyse busserne på grund af anbefalingerne fra Sundhedsmyndighederne.

Hjem til jul-busserne i Skjern er aflyst i år.
Hjem til jul-busserne i Skjern er aflyst i år.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Juleaften i år bør fejres helt anderledes end normalt, det mener Statens Serum Institut og flere eksperter. Vi bør hverken blande flere generationer eller folk fra forskellige dele af landet. Og derfor er mange af os altså havnet i lidt af et juledilemma.

I Skjern plejer de eksempelvis at fragte folk hjem til jul fra Aarhus og København. Men efter Sundhedsmyndighederne anbefaler folk at tænke sig ekstra godt om, inden de tager turen hjem, er de blevet nødt til at genoverveje situationen.

- Vi har egentlig hele tiden holdt fast i, at så længe restriktionerne kunne overholdes, så ville vi hente folk hjem, fortæller Michael Mastrup, som er tovholder i projektet med at få Skjernboerne hjem til jul.

Torsdag kom der så en anbefaling om ikke at tage hjem til jul, og så blev tankerne om julebusser parkeret.

- Vores tanker har været, at det var bedre at sætte de unge mennesker i en bus et sted og køre direkte hjem, i stedet for de skulle med offentlig transport og skifte undervejs. Men med de nye anbefalinger har vi valgt at aflyse, fortæller Michael Mastrup.

Ikke for mange samlet

Det er ikke kun om man skal hjem til jul, men også antallet af personer man må samles, som skaber dilemmaer.
Normalt plejer Christian Rostved Jørgensen at holde juleaften med hele sin familie, men i år bliver det anderledes for ham og familien.

- Mine forældre er over 60 begge to, så jeg har valgt det fra. Også så jeg kan være sikker på at være med til min datters fødsel i januar, forklarer Christian Rostved Jørgensen, som er frisør i Viborg.

Selvom årets juleaften bliver mindre, end den plejer hos Christian Rostved Jørgensen, der i år holder den sammen med sin kone og barn, så er han alligevel sikker på, at den bliver hyggelig.

- Måske sætter vi lige Facetime på under maden, så vi på den måde kan ønske hinanden glædelig jul i familien. Det kunne jeg forestille mig, fortæller Christian Rostved Jørgensen.