Butikker kan fra i dag sige nej til kontanter

Nye regler giver butikker og erhvervsdrivende lov til at sige nej til kontanter fra klokken 22 til 06. Udvalgte postnumre kan sige nej allerede fra klokken 20.

Fra i dag kan butikker og erhvervsdrivende nægte at tage imod kontanter fra klokken 22.
Fra i dag kan butikker og erhvervsdrivende nægte at tage imod kontanter fra klokken 22.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Fra i dag kan det være slut med at betale med kontanter, hvis du skal handle i ydertimerne mange steder i landet. Det skriver DR.

For nye regler, som gælder i hele landet fra i dag, giver nemlig butikker og andre erhvervsdrivende lov til at sige nej til kontanter i tidsrummet 22 til klokken 06.

Samtidig kan butikker i en række udvalgte postnumre nægte at tage imod kontanter allerede fra klokken 20. Det skal gøre, at de kriminelle har mindre at komme efter i butikkerne.

- Ved at gøre det muligt for butikkerne selv at vælge, om de ønsker at tage imod kontanter i aften- og nattetimerne, får butikkerne et nyt redskab til at beskytte personalet mod røverier, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Hver fjerde postnummer

At nogle postnumre har fået en udvidet ret til at sige nej til kontanter allerede fra klokken 20, er baseret på en vurdering af, hvor risikoen for røverier er størst.

Ud fra vurderingen har omkring en fjerdedel af alle postnumre i Danmark fået den udvidede ret.

- Listen over postnumre dækker de 25 procent af postnumrene i Danmark, der hyppigst er udsat for røveri i forhold til befolkningstætheden og er udarbejdet af Erhvervsministeriet på baggrund af Rigspolitiets oplysninger, skriver Erhvervsministeriet i sin pressemeddelelse.

Inden beslutning blev taget, har Erhvervsministeriet sammenholdt tal for røverier i tidsrummet 20 til 22 i årene fra 2012 til 2016.

Før butikker kan bruge retten til at sige nej til kontanter i de sene ydertimer, skal de først søge om tilladelse hos Finanstilsynet. Det har kun én butikskæde på det danske marked gjort indtil videre. Nemlig Rema 1000.

I Midt- og Vestjylland er det i postnumrene 8600 Silkeborg, 8840 Rødkærsbro og 7770 Vestervig, hvor butikkerne har udvidet ret til at sige nej til kontanter fra klokken 20.