Bueskytte fra Holstebro udtaget til seniorlandsholdet

Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Bueskytte fra Holstebro udtaget til seniorlandsholdet

18-årige Kirstine Danstrup Andersen fra Holstebro Bueskytteforening er kommet på det danske seniorlandshold i bueskydning

Kirstine Danstrup Andersen fra Holstebro Bueskytteforening fik en glædelig nyhed først i det nye år. Hun er nemlig nu officielt en del af det danske seniorlandshold i bueskydning, det skriver bueskytteforeningen i en pressemeddelelse.

Dermed er hun en del af det danske landshold, som er på 6 skytter i alt, heriblandt den tidligere verdensmester fra 2013 Maja Jager.

- Kirstine er en af de mest træningsivrige skytter, jeg har arbejdet med. Hun er målrettet, seriøs og meget dedikeret, kommer det fra en stolt træner Ole Gammelgaard.

Langsigtet talentarbejde giver resultater

Bueskydning Danmark, Holstebro Elitesport og Holstebro Bueskytteforening lavede tilbage i efteråret 2015 en samarbejdsaftale, som løber frem til og med 2019. Målet var at skabe et talentmiljø, hvor de unge skytter får optimale rammer for at udvikle sig og potentielt blive landsholdsskytter. Ole Gammelgaard, som er tidligere landstræner og OL-deltager har på baggrund af samarbejdsaftalen været tilknyttet Holstebro Bueskytteforening som sportslig konsulent og fungerer som træner og mentor for de unge, talentfulde skytter i klubben.

Ole Gammelgaard mener, at udtagelsen af Kirstine også skal ses som et udslag af samarbejdsaftalen og roser forbund, klub og Holstebro Elitesport for et have skabt det fundament, som aftalen hviler på.

OL venter forude

Hvor langt Kirstines talent rækker, må fremtiden vise, men Ole Gammelgaard er ikke i tvivl om, at Kirstine kan nå rigtig langt, hvis hun formår at opretholde et højt træningsniveau og bibeholde motivationen. 

- Med landsholdsudtagelsen kommer hun til at træne med de allerbedste skytter i Danmark. Det vil kunne give hende et boost og udvikle hende både mentalt og fysisk. Derudover kommer hun på sigt til at deltage i flere internationale stævner med de dygtigste skytter i verden, så ja der er en mulig OL plads i sigte indenfor 3 - 8 år, mener Ole Gammelgaard i en pressemeddelelse.

En drøm der går i opfyldelse

For hovedpersonen selv er landsholdsudtagelsen en drøm, der går i opfyldelse. Siden Kirstine startede i Holstebro Bueskytteforening som 10-årig, har målet været landsholdsudtagelse og ultimativt OL-deltagelse.

Kirstines hverdag har i høj grad også bueskydning som omdrejningspunkt. Der trænes hver uge ca. 20 timer. Derudover er hun i gang med en STX-uddannelse på Holstebro Gymnasium. Her er hun tilknyttet Holstebro Elitesport, som hjælper med koordinering og support i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen. Kirstine er derudover også godkendt som Team Danmark elev og har derfor valgt at tage hendes ungdomsuddannelse over 4 år.

Hun lægger da heller ikke skjul på hendes stolthed og begejstring over landsholdsudtagelsen:

- At blive udtaget til senior landsholdet har hele tiden været et stort mål for mig. At få lov at træne med de allerbedste er topmotiverende og vil helt sikkert inspirere mig på alle måder. Hvor langt det så rækker får vi se, men drømmen er da helt klar at komme med til OL, kommer det fra en glad, men også ydmyg 17-årig bueskytte, som nu kan skrive seniorlandsskytte på CV’et. 

01:53

For et år siden talte TV MIDTVEST også med Kirstine Danstrup Andersen, der allerede dengang drømte om OL og VM

Luk video