Boom i sommerhussalg fortsætter sommeren over

Det danske marked for sommerhuse har fået en forrygende start på 2019, og i årets første tre måneder blev der solgt 1.874 fritidsboliger på landsplan.

Landsdelene Vestjylland, Sydjylland og Nordjylland kan bryste sig af stigninger i salget på henholdsvis 172, 144 og 142 procent siden 2014. Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Sommerhuskøberne har været i hopla fra årets start, og den store interesse for sommerhus fortsætter henover sommeren, viser en aktuel måling fra analysevirksomheden YouGov for ejendomsmæglerkæden Home.

Der er markant flere i Sydjylland og Vestjylland, der siger, at de har investeringsbrillerne på ved sommerhuskøbet.

Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent i Home

- Køberbarometeret viser, at interessen for at købe sommerhus fortsætter for fuldt tryk de kommende måneder. Vi møder også markant flere købere på fremvisning i år, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home. 

Den største fremgang er der i Sydjylland og Vestjylland, hvor sommerhussalget er gået frem med henholdsvis 144 procent og 172 procent siden 2014 ifølge Boligsiden.

Læs også Salg af sommerhuse stiger: Skyldes især to grunde

- Kort fortalt trækker det sommerhus-markedet ud i solen, at rigtig mange danskere har oplevet stigende priser og voksende friværdier i deres helårsboliger. Oven i det har sommerhus-økonomien fået luft under vingerne af den ultralave rente, højere sommerhusbelåning, nedsatte elafgifter og et fordoblet skattefradrag ved udlejning, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

Sommerhuset er in

Det er ikke interessen for at tjene penge på huset eller udlejning, der driver salget mest frem. Langt de fleste danskere køber fortsat sommerhus primært for at bruge det selv, viser en anden YouGov-spørgeundersøgelse, hvor Home har spurgt ind til folks motivation for at eje eller ville eje et sommerhus.

- Det er blevet mere in at tage i sommerhus, og det ser vi både ved, at flere danskere lejer sommerhus, og at flertallet køber sommerhus for at bruge det selv. Når det er sagt - der er markant flere i Sydjylland og Vestjylland, der siger, at de har investeringsbrillerne på ved sommerhuskøbet, og det er nok med til at forklare den store fremgang der, siger Michael Dalsager.

Flest har investering for øje i Sydjylland og VestjyllandI Sydjylland er det hele 18 procent af de adspurgte, og i Vestjylland er det 14 procent, der svarer, at den primære motivation for at have sommerhus er "opsparing eller investeringsmulighed herunder udlejning". I begge områder er der en stor udlejning af sommerhuse til især vores tyske naboer mod syd.