Birthe-sag i retten

På tirsdag starter retssagen mod Kamal Omar Yusouf, der er den somaliske mand, som er tiltalt for brutalt at have stukket socialrådgiver Birthe Christiansen ihjel på parkeringspladsen ved Jobcenter Holstebro i januar sidste år.

Anklagemyndigheden går efter lovens strengeste straf når retten på tirsdag tager hul på sagen om knivdrabet på socialrådgiver Birthe Christiansen fra Hjerm. Statsadvokaten kræver den 29-årige somalier idømt en forvaringsdom på ubestemt tid og senere udvisning fra Danmark for bestandigt

Kolleger skal vidne

Flere af de ansatte på jobcentret skal i den forbindelse vidne i sagen, fordi de overværede det voldsomme overfald, der skete klokken lidt i otte om morgenen den 27. januar.Tillidsrepræsentant på Jobcenter Holstebro, Inge Lise Madsen, fortæller, at de ansatte ser frem til at der endelig falder dom i sagen.

- Så kan vi forholde os til, at det formodentlig er ham, der har gjort det. Så får vi sikkerhed for det og får at vide, at han forhåbentligt får den strengeste straf han kan få, for det er utilgiveligt det han har gjort, siger hun.

Stukket af to gange

Kamal Omar Yusouf er flygtet to gange under sin varetægtsfængsling, og politiet betragter ham som særdeles farlig. Første gang han stak af var i forbindelse med en mentalundersøgelse i Aalborg. Her nåede han at være på fri fod længe nok til at være kommet i besiddelse af en stor kniv, da politiet fandt ham igen.Anden gang var i forbindelse med en forlængelse af varetægtsfængslingen, hvor han stak af fra retten i Holstebro, men blev fanget udenfor retsbygningen.

Muligvis hævnmotiv

Politiets teori var fra starten, at han overfaldt sin sagsbehandler, fordi Holstebro kommune i december 2009 tog en praktikplads i en Hi-Fi-butik her fra ham. Efter en voldsepisode i ejendommen hvor han boede mente kommunen ikke, at den dengang 28-årige somalier var klar til at passe det job.

Nægter sig skyldig

Den tiltalte har hele tiden nægtet sig skyldig i drabet, men der er fundet DNA fra både ham og offeret, Birthe Christiansen, på noget tøj, som blev fundet på en skråning et par dage efter drabet. Også på den kniv, man mener dræbte Birthe Christiansen har rets-genetikerne fundet den 28-årige somaliers DNA.

Sagen skal køre som en nævningesag i Viborg og der er afsat fem dage til sagen. Der bliver afsagt dom om cirka halvanden uge.

Se indslag her: