Asylcentre oversvømmes af tøj

Tøj i overflod. Masser velvilje. Og mange nye frivillige hænder. Det er virkeligheden for mange af landsdelens asylcentre i disse dage.

asyldonation _0.jpg

Tøj i overflod. Masser velvilje. Og mange nye frivillige hænder. Det er virkeligheden for mange af landsdelens asylcentre i disse dage.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er lige før, vi bliver begravet i donationer, og det er fantastisk, siger Inga Lissi Pedersen, der er servicemedarbejder på Asylcenter Hanstholm.

Det er den seneste tids massive dækning og i mange tilfælde også barske billeder af asyltilstrømningen i Europa, der har fået rigtig mange midt- og vestjyder til at hjælpe, hvor de kan.

Flere frivillige

Og det er ikke kun tøj, som mange mennesker gerne donerer. For alene de sidste to-tre uger er hele 15 nye frivillige kommet til i Asylcentret i Hanstholm, som nu tæller 53 frivillige medarbejdere.

- De ringer eller sender lange mails, hvor de spørger, hvordan de kan hjælpe bedst, forklarer frivilligkoordinator, Pia Keller Sørensen - og understreger, at de altid kan bruge flere frivillige.

I Holstebro har asylcentret været nødt til at opstille to tøjcontainere foran asylcentret, hvor de kan modtage noget af det megen tøj, der i disse uger vælter ind på centret.

- Vi har også inddraget legerummet, fordi vi simpelthen ikke har plads til alt tøjet, siger Karsten Paarup, der er afdelingsleder på Asylcentret i Holstebro.

Cykler er populære

Her er man meget glad for de mange donationer, der bliver solgt til beboerne til meget billige penge, hvorefter overskuddet bruges til ture for asylcentrets beboere.

Både i Hanstholm og Holstebro tager de fortsat gerne i mod donationer. Især er cykler en mangelvare.

- Vi ligger lidt udenfor byen, og det er rigtig populært, hvis man kan købe en cykel billigt, så man kan cykle ned og handle, fortæller Karsten Paarup.

1:53